Sparkær fik den fortjente revanche

Fodbold, serie 3 herrer, Sdr. Rind/Vinkel-Sparkær IF 1-3 (0-1)

06. oktober 2021, 11:25
Arkivfoto: Jacob Mackenhauer

Tirsdag aften var der ingen tvivl, da Sparkær jagtede revanche for det ærgerlige nederlag i den modsatte kamp mod Sdr. Rind/Vinkel.

På en ikke for godt oplyst bane i Sdr. Rind vandt Sparkær med 3-1, og det var i underkanten af, hvad der var muligheder til.

For selv om hjemmeholdet viste stor energi – især i 1. halvleg – så blev de kun farlige en enkelt gang, men da var Bjarne Have i Sparkær-målet klar med en flot redning på et godt langskud, som han vippede ud på den ene stolpe.

Da havde Kasper Møller bragt Sparkær i front efter 18 min., da han slap alene fri og scorede sikkert. Han fik et lignende tilbud i halvlegens sidste minut, men skød lige på målmanden.

Det var en lige første halvleg uden de stor chancer ud over de nævnte, men hjemmeholdet var dog farlige, når de angreb med mange mand på deres kontraer. Sparkærs forsvar stod dog godt i aften med Martin Bøge og Anders Holm stærkt spillende i midten.

Sparkær kom denne gang godt ud efter pausen, og allerede i det 47. minut scorede Frederik Andersen et flot mål på en helflugter efter en aflevering fra Anders Holm, og da Asger Fjeldsted i det 63. min. øgede til 3-0, havde Sparkær helt styr på hjemmeholdet.

De mistede også lidt af pusten i 2. halvleg, hvor Sparkær fik dem ud at løbe ved at spille bolden godt rundt. Det blev da også til flere oplagte muligheder, som burde have givet flere mål.

I stedet forærede indskiftede Bo Pedersen bolden til en helt fri Sdr. Rind-spiller med et kvarter igen, da han ville sparke den væk, og den chance lod Sdr. Rind manden ikke gå fra sig og scorede sikkert.

Det gav dem lidt luft, men det blev aldrig helt farligt, og Sparkær fik til sidst flere kontraløb, der burde have lukket kampen helt.

Alt i alt en flot indsats med et stærkt forsvar og en godt arbejdende midtbane med Brøns, Asger Fjeldsted og Frederik Andersen, der løb med flest stemmer efter kampen.

I slutningen af 1. halvleg fik hjemmeholdets træner et gult kort, og i slutminutterne så Martin Bøge gult.

Træner Poul Vistisen havde lagt frustrationerne fra i lørdags væk og var glad for det, han så tirsdag aften.

- Vi spiler en fornuftig kamp i aften fra start til slut. Vi er løbevillige og har en god boldomgang, der gør, at vi kreerer mange chancer især i 2. halvleg, men de har altså en god målmand, der tog godt fra. Alle byder godt ind, og der er ingen, der kan pille ved vores sejr. Vi udnytter den bedre plads i 2. halvleg, og får flere gange stukket i dybden. Det var en vigtig sejr, og nu har vi lukket til bunden og kan se frem mod de tre sidste kampe med ro i sjælen, lød det fra Vistisen efter kampen.

Og de tre sidste kampe er først mod de to tophold Søndermarken og VFF og til sidste hjemme mod B/T.