Stoholm IF sejrede i rodet affære

Med en tomålssejr i Løgstør har Stoholm fortsat maksimumpoint

12. oktober 2021, 08:29
Stoholm vandt for tredje gang i sæsonen. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

håndbold 2. divisions-herrerne i Stoholm IF har lagt solidt fra land i årets turnering. Tre sejre i tre optrædener er nu facit, efter Claus Sevels tropper søndag eftermiddag tog til Løgstør og vandt med 23-21 i en kamp, som var præget af mange minutter i skammekrogen.

- Det var lidt en rodet affære med mange udvisninger. Det blev meget arytmisk, og vi fik aldrig rigtig bund i vores ting. Vi brænder utrolig meget. Med en lille smule skarphed havde vi scoret 5-7 mål mere. Vi brænder blandt andet to straffekast og flere frie og oplagte. Så det var lidt en uskarp søndag, konstaterer cheftræner Claus Sevel.

Men det vidner trods alt også om kvalitet, at man på sådan en dag alligevel kunne stikke af sted med de to point.

- Det er også det, vi hæfter os ved. Nu har vi vundet de tre første kampe, som vi havde håbet, at vi kunne. Det er et godt afsæt til de lidt sværere kampe, som kommer nu her, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd, forklarer Stoholm-træneren.

Alt i alt kaldte han sejren i Løgstør fortjent.

- Ja, det synes jeg. Vi er i teten næsten hele kampen. De er oppe, hvor de kun er bagud med ét mål, men når det er sagt, så har vi styr på det. Det er kun egen ineffektivitet, som gør, at det ikke bliver en øretæve. Der var ting, vi godt kunne have gjort bedre, men set over kampen var det fortjent, fastslår Claus Sevel.

To af sæsonens tre sejre har været på henholdsvis et og to mål. Så stoholmerne har tidligt bevist, at de evner at holde hovederne kolde, når tingene skal afgøres.

- Det har vi kunnet indtil videre, og nu har vi slået tre hold, vi skal slå, hvis vi vil høre til i den bedste halvdel. Men når det er sagt, så har det ikke været overbevisende. Det var det mod Skive, men det var på en anden baggrund, siger Sevel.

KAMPFAKTA

Løgstør - Stoholm IF 21-23 (10-12)

Målscorere for Stoholm: Tobias Layland 5, Nicola Tesic 4, Emil Helligsø 3, Mikkel Høgh 3, Michael Pedersen 3, Kris Olesen 2, Daniel Just 2, Mikkel Grønbech 1.

Udvisninger: Løgstør 4 - Stoholm 6

Tilskuere: 90

Dommere: Brian Bitsch og Anders Krog

Næste kamp: Søndag d. 24. oktober ude mod Aars