Julefrokost med Shu-bi-hits

Hallen og håndboldklubben i Stoholm satser stort i år med Hardinger Band på plakaten

13. oktober 2021, 08:37
Hardinger Band har før trukket fulde huse på egnen i for eksempel Søby-Højslev Arena, Mønsted eller som her, hvor de er på scenen i Skive. Arkivfoto: Steen Don

stoholm Vi er derhenne, hvor det at samles 500 mennesker indendørs til fest med spisning og dans ikke længere er en forbrydelse, og det har et par af Stoholms markante aktører bestemt sig for straks at udnytte.

Centerleder i Stoholm Fritids- og Kulturcenter Claus Navntoft-Pedersen har nemlig igen allieret sig med Stoholm Håndbold for at slå makkerparrets hidtil største brød op, når de lørdag den 27. november afholder stor julefrokost med ingen ringere end det populære Hardinger Band og deres repertoire af Shu-bi-dua sange som trækplaster.

Tanken bag er at skabe en ny tradition for at afholde en stor, fælles julefrokost i byen, så borgerne ved, at de hvert år har dét at samles om.

- Vi giver den lidt ekstra gas i år med et stort navn. Det er første gang, og så tænkte vi, at den skulle have et ordentligt skud. Men i bund og grund er det et forsøg på at skabe en tradition for, at byens borgere som minimum kan mødes denne ene gang om året foruden byfesten og så bare fyre den af, som vi gjorde i gamle dage, siger Claus Navntoft-Pedersen.

Han påpeger, at der længe og bredt har været ytret et ønske om, at der skulle komme nogle større arrangementer til byen, og det er det, han og håndboldklubben har reageret på.

- Vi vil gerne kalde det »hele byens julefrokost«. Det betyder i og for sig også, at, hvis man gerne vil have, at der skal ske nogle større ting i byen fremover, så er det nu, man skal bakke op, for det vil give os muligheden for at kunne gøre det igen en anden gang, siger Claus Navntoft-Pedersen.

Det helt rigtige trækplaster

Han er selv overbevist om, at Hardinger Band med deres velkendte Shu-bi-dua repertoire er det helt rigtige kort at spille i den sammenhæng.

- Vi har også sammen prøvet med Kandis, men selv om de er rigtig gode og det gik udmærket, har de måske svært ved også at trække de unge. Og jeg tror, at det her rammer mere bredt, siger Claus Navntoft-Pedersen.

Der er allerede godt gang i billetsalget, og hvis man tror, at julefrokosten er en eksklusiv begivenhed for erhvervslivet, kan man godt tro om igen.

- Alle kan melde sig til, som de har lyst til, og alle kan få lov at sidde sammen, som de har lyst til. Man kan komme to og blive sat sammen ved et bord, og man komme hele firmaet. Det bestemmer man selv, siger Claus Navntoft-Pedersen.

Det er altså kun fantasien, der sætter grænser for, hvem man har lyst til at stå på en alpetop sammen med, og man er lige velkommen, om så det er sammen med naboerne hjemme fra vejen, familien, badmintonholdet eller hele besætningen henne fra fabrikken, som for eksempel hos byens største arbejdsplads, SP Moulding, der har givet tilsagn om at afvikle deres firmajulefrokost her.

- Vi håber selvfølgelig, at erhvervslivet støtter op om det, men vi håber også, at byens borgere gør det, for det er en større satsning. Det er ingen hemmelighed, siger Claus Navntoft-Pedersen, der dog ingen grund ser til at være nervøs.

Der bliver plads til 500 gæster i hal 2, hvor scenen vil komme i brug foran et rummeligt dansegulv.

Buffeten er åben fra klokken 18, men dørene åbnes en halv time før, så man kan nå at finde sin plads og få en sjus, inden man kan gå til truget.

Fra klokken 20 står den så på en rød tråd af hits fra Hardinger Band, der i sin besætning tæller tre af de oprindelige medlemmer af Shu-bi-dua, nemlig Michael Hardinger selv, Kim Daugaard og Jørgen Thorup.

- Og derefter er der »tanzen und so weiter« med de lokale helte Kent og Ulrik, siger Claus Navntoft-Pedersen med henvisning til de allerstedsnærveærende DJ´s i Mix of Music.