Venstre kæmper for frihed og muligheder

13. oktober 2021, 09:03
Kristian Pihl Lorentzen. arkivfoto

Mennesker er heldigvis forskellige. Derfor fortjener danskerne fortjener at kunne vælge frit mellem private og offentlige tilbud. Dette gælder indenfor skoleområdet, ældreområdet og sundhedsområdet. Desværre har vi lige nu en regering, der modarbejder danskernes muligheder og frie valg.

Vi skal satse på god kvalitet baseret på omsorg og menneskelige værdier på alle plejehjem. Men ældre borgere skal have mulighed for til at vælge et friplejehjem, hvis de ønsker et alternativ til gode kommunale plejehjem. Derfor foreslår Venstre en national fritvalgsgaranti for ældre. Som grundlag for en værdig og god alderdom.

Vi skal satse på god indlæring og trivsel på alle landets skoler. Men vores børn skal have mulighed for at kunne gå på en friskole, hvis det passer bedst ind i familiens værdier og opfattelse af kvalitet. Ofte er den lille privatskole præget af den nærhed, overskuelighed og ro i klassen, der undertiden savnes på store skoler. Desværre pønser Socialdemokratiet og de øvrige røde partier hele tiden på at gøre det dyrere for forældrene at træffe et frit valg af skole. Gang på gang har Venstre måttet sætte hælene i, så det frie valg gælder for alle indkomstgrupper – og ikke kun de velbeslåede. A

lle borgere bør kunne vælge en læge, som er tæt på dem i deres lokalområde. I dag er mulighederne få, og ventetiderne lange. Derfor har Venstre præsenteret et udspil, som skal sikre ca. 1.700 flere læger tæt på borgerne.

Ventetiderne er også lange i fertilitetsbehandlingen i det offentlige. Venstre foreslår derfor, at borgere i fertilitetsbehandling skal kunne vælge et privat alternativ, hvis ventetiden i det offentlige er mere end 30 dage. Ligeledes bør gravide have ret til frit valg af jordemor ved ukomplicerede fødsler, så ressourcerne følger mor og baby.

Også de unge mærker regeringens negative holdning til det frie valg når det gælder ungdomsuddannelse. Sammen med andre røde partier har regeringen for nyligt tvangsfordelt elever på ungdomsuddannelserne ud fra forældrenes indkomst. Det er en helt forkert og formynderisk udvikling.

Vi har i øjeblikket den mest ræverøde regeringen siden halvfjerdserne. En regering, der elsker formynderi og stive offentlige systemer. Venstre vil en anden vej. Vi vil give borgerne flere muligheder og mere frihed under ansvar.