Tilbage i Stoholm IF Allan Kjær i spidsen for andetholdet

Den tidligere førsteholdstræner har ikke kunnet slippe forbindelsen til den lokale håndboldklub

16. oktober 2021, 05:45
Allan Kjær er tilbage i Stoholm IF. Nu styrer han tropperne i Jyllandsserien. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

håndbold Efter en årrække i Stoholm IF valgte cheftræner for klubbens førstehold, Allan Kjær, at ville prøve noget nyt op til denne sæson.

Tidligere på året blev han således præsenteret som den ene halvdel af trænerduoen i håndboldsatsningen Viborg FH. Her skulle han danne fælles front med den tidligere Skive fH-træner, Ole Bitsch.

Men Allan Kjær nåede aldrig at komme i gang i jobbet, inden samarbejdet blev droppet igen.

I foråret blev Ole Bitsch nemlig præsenteret som ny cheftræner hos kvindeligaholdet i Randers HK, og Allan Kjær havde ikke mod på at stå i spidsen for projektet uden ham.

I forbindelse med sit farvel til Stoholm lagde Kjær nemlig vægt på, at han havde haft nogle hårde år med meget ansvar på sine skuldre, og han tog derfor til Viborg for også at have en at dele det med.

- Det var egentlig det, det handlede om. Jeg skulle have et år, hvor jeg kunne trække mig lidt tilbage, og hvor håndbolden ikke skulle fylde for meget. Det var jeg nervøs for, at den ville komme til. Planen var, at jeg skulle stå for det sammen med en god kammerat i Ole, og det ville gøre tingene nemmere. Så da han tog til Randers, kunne jeg ikke se mig selv i det, fordi jeg ved, hvor stor en del af Viborg FH, Ole har været, forklarer Allan Kjær.

Tilbage i Stoholm

Dermed stod træneren altså pludselig uden klub, men det blev kortvarigt. For nu er han i stedet »hjemme« i Stoholm IF igen efter en lille fraværsperiode. Denne gang som en del af andetholdet.

- Jeg er tilbage som Jyllandsserie-træner. Jeg manglede sgu et eller andet socialt indimellem. Og nu har jeg fundet det på et leje, som passer ind i mit liv. To af mine bedste kammerater var med på det, og vi prøver at få noget op at stå både i forhold til Jyllandsserien, Serie 2 og Serie 3, så der kommer noget mere bredde i klubben, fortæller Allan Kjær.

De to venner han omtaler er Per Ryberg og Martin Allentoft. De trækker spillertrøjen over hovedet på JS-holdet, mens Kjær som udgangspunkt styrer slagets gang fra sidelinjen.

Men faktisk har træneren også valgt at give en hånd med som spiller, når det er nødvendigt. I fredagens premierenederlag var han således med på holdkortet.

- Jeg er i okay form, og så kan jeg være lidt med som spillende træner i det omfang, der mangler spillere. Men hvis der er folk nok, så lader jeg være med at spille, forklarer Allan Kjær.

Uvis fremtid

Efter at være vendt tilbage som træner på lidt lavere niveau, melder spørgsmålet sig selvfølgelig også om, hvad fremtiden skal bringe på den front for den mangeårige divisionstræner.

- Det aner jeg simpelthen ikke endnu. I de her måneder, hvor jeg ikke har haft med håndbold at gøre, har jeg haft et lille savn til det. Omvendt, og det kan lyde mærkeligt, har jeg også kunnet mærke mig selv på en anden måde. Der har været mere ro på og mere tid til familien og en selv. Så afsavnet har heller ikke været kæmpestort. Men der er selvfølgelig et eller andet, der trækker, for ellers var jeg jo ikke kommet tilbage. Jeg ved ikke, hvor det ender henne. Jeg tror lige, jeg skal bruge det her år til at mærke efter, siger Allan Kjær.

Mens han har været væk fra Stoholm IF, er Claus Sevel blevet ansat som cheftræner for klubbens bedste hold - og det har Kjær det ganske glimrende med at se.

- Det er fantastisk, og det glæder jeg mig kun over. Stoholm er en klub, der fylder meget i mig, og jeg er bare glad for at se, at der er nogen, der har taget over efter mig. Det har jeg det rigtig godt med, lyder det.

Allan Kjær har med sit comeback i klubben samtidig valgt også at bidrage til førsteholdet. Men det sker i en rolle i kulissen.

- Jeg hjælper Carsten (Andersen, sportschef, red.) lidt, hvis der er noget, han gerne vil have mig til at tage mig af. Det kan være at tage kontakt til nogle potentielle spillere, jeg kender. Det kan også være at lytte lidt, når det er nødvendigt engang imellem. Jeg kender jo selv trænersiden af det, så jeg snakker med trænerne om, hvad de for eksempel kan mangle. Der er ikke så vanvittigt mange opgaver. Det er lidt en hyggerolle, hvor jeg lige kan gå og få samlet op på nogle ting. Det handler egentlig bare om at give en hånd med i baggrunden, forklarer Allan Kjær.