Fjends-kandidater i Viborg Kommune

16. oktober 2021, 11:27
Valget i 2017 blev uhyre spændende i Viborg Kommune, hvor borgmester Torsten Nielsen (C) fra Sparkær i Fjends fik et personligt godt valg med over 7000 personlige stemmer, men alligevel måtte se borgmesterposten gå til Ulrik Wilbek (V), da Venstre allerede på valgnatten indgik en aftale med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Arkivfoto

fjends De forskellige politiske partier i Viborg Kommune har offentliggjort deres kandidatlister op til det kommunalvalg, der nærmer sig med hastige skridt.

Og blandt kandidaterne i Fjends er der gensyn med alle områdets nuværende fire byrådsmedlemmer.

Det vil sige, at man fortsat kan stemme på Birgith Bondekjær Langballe (A), Stoholm, Claus Clausen (V), Vroue, Simon Højer (C), Stoholm samt tidligere borgmester Torsten Nielsen (C), Sparkær, der også denne gang har meldt sig som borgmesterkandidat.

Blandt de øvrige kandidater er også flere, som tidligere har været at finde på opstillingslisten.

Således er Bjarne Andersen (A) fra Fly med på listen igen, ligesom også Mikael Løvschall (F) fra Kjeldbjerg, Lene Foged (I) fra Stoholm og Kurt Mosgaard (V) fra Mønsted tager endnu en tur i manegen.

Helt nye på listen er et par Venstre-kvinder fra det østlige Fjends, nemlig Sinna Maagaard (V) fra Sparkær og Majbrit Nørgaard (V) fra Ravnstrup.

Dermed har i alt 10 borgere fra Fjends stillet sig til rådighed for folkestyret i Viborg Kommune, hvilket er noget færre end de 14, der var med i 2017, da Fjends fik valgt tre kandidater i byrådet.

Dengang flyttede nyvalgte Simon Højer dog til Stoholm umiddelbart efter valget, så Fjends har altså i den forgangne periode været repræsenteret af i alt fire byrådsmedlemmer.

Fra Løgstrup-området kan man desuden tilføje Anders Jensen (V) fra Løgstrup, Sofie Ringgaard Schöning (C) fra Kvols samt Ole Utoft (Å) fra Hjarbæk som kandidater.

Der er i øvrigt til valget den 16. november indgået fire valgforbund i Viborg Kommune, nemlig mellem Venstre og Dansk Folkeparti, mellem SF og Enhedslisten, mellem Nye Borgerlige og Liberal Alliance og mellem Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Alternativet.

Der skal i alt vælges 31 medlemmer til Viborg Kommunes byråd.