60 år med pomp og pragt

En jævn strøm af gæster kunne torsdag fejre Løgstrup Skole, der har stået siden 1961

15. oktober 2021, 15:19
1 af 2 Pædagogisk leder Birgitte Pilgaard var stolt over at kunne vise de kunstværker frem, der i anledning af Løgstrup Skoles 60 års fødselsdag er blevet kreeret af alle skolens klasser. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Skolens børnekor underholdt under ledelse af musiklærer Helle Ostermann Lynggaard i det, der hedder mellemtrinnet på Løgstrup Skole i anledning af 60 års fødselsdagen. Foto: Henrik Bagge

løgstrup Det var en af den slags skemafri dage, som de fleste elever nok godt kunne bruge nogle flere af, da Løgstrup Skole torsdag kunne fejre sin 60 års fødselsdag.

Det skete med pomp og pragt, fint besøg og taler, og ikke mindst en enorm tilstrømning af forældre, gamle elever og byens øvrige borgere, da der var inviteret til kaffe og kage fra klokken 15.30, så de fleste lige kunne svinge vejen forbi på vej hjem fra arbejde.

Så stor var tilstrømningen, at det på ingen måde var muligt at samle alle på ét sted.

Det havde man dog forudset, så da taler fra skoleleder Karsten Kloster og næstformand i bestyrelsen Kristian Sørensen klokken 15.30 strømmede folket i møde efterfulgt af tre gange hurra og så det lange, skete det via tre skorskærme placeret rundt omkring i skolens åbne rum.

Gode sager ad libitum

På mellemtrinnet blev velkomsten fulgt op af skolekoret, der under ledelse af musiklærer Helle Ostermann Lynggaard flot lod høre for et stort publikum, hvad der var blevet øvet på.

Hertil var der livsnydelse ad libitum i form af kaffe på kanden, juice og kage bagt af eleverne, og i skolens bibliotek havde Flemming Dollerup fra Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn taget opstilling for at fortælle anekdoter fra skolens historie gennem seks årtier.

Og så var der dagens helt store afsløring i form af et omfattende stykke »elevkunst« bestående af en række værker lavet af gamle cd- og dvd-diske.

Hver enkelt klasse på skolen har været i gang, og i processen har omkring 4000 cd´er og dvd´er fra pulterkammeret eller kælderen hjemme hos mor og far måttet lade livet.

Det har sikkert gjort ondt nogle steder, men mon ikke det har lindret smerten, da forældrene så, hvad den ofring har ført til.

Borgmesteren kom forbi

De mange flotte motiver har fået plads i en gang på skolen, og pædagogisk leder Birgitte Pilgaard kunne berette om stor entusiasme i tilblivelsen af kunstværkerne, der alene i arbejdet med først at klippe de mange diske i stykker har krævet blod, sved og tårer.

- Det startede faktisk helt tilbage i foråret, hvor vores tre dygtige billedkunstlærere fik ideen og siden har været tovholdere på projektet med at lade hver klasse lave sådan en plade, siger Birgitte Pilgaard foran de strålende kunstværker.

Men allerede fra den årle morgenstund var det en særlig dag, da borgmester Ulrik Wilbek (V) dukkede op gennem flagalleen for at ønske tillykke.

- Og så samledes vi 400 mennesker herude ved flagstangen for at synge fødselsdagssang, og da vi var færdige med det, kom Hjem-IS bilen tilfældigvis kørende, så alle børnene fik is, griner Birgitte Pilgaard.

Hun kan i øvrigt berette om en dejlig dag med historisk vingesus, blandt andre foranlediget af Benny fra lokalarkivets stab, der var blandt eleverne, da Løgstrup Skole åbnede helt tilbage i 1961.