Venstre åbner valgcafé i Højslev St.

26. oktober 2021, 12:24
Dyrlæge Olav Nørgaard fra Hald er blandt de kandidater, man kan træffe i Venstres valgcafé i Højslev St. Arkivfoto

nordfjends Valgkampen frem mod kommunalvalget den 16. november kører på fuldt blus, og nu sørger den lokale Venstre vælgerforening i Søby-Højslev-Dommerby-Lundø for, at valgkampen for alvor bliver synlig i lokalområdet.

Torsdag den 28. oktober klokken 16 slås dørene nemlig op til en valgcafe i de tidligere Salling Bank-lokaler over for Dagli’ Brugsen i Højslev St., og der vil være åbent hele aftenen i forbindelse med halloween-arrangementet, hvor der serveres slush ice, kaffe, kage og andre gode sager.

- I valgcafeen vil der altid være kaffe på kanden, og man kan komme og få en snak med de lokale kandidater til byrådet og regionsrådet, siger formand for vælgerforeningen Svend Aage Madsen.

Udover borgmester Peder Chr. Kirkegaard er Venstre i Nordfjends også repræsenteret ved kandidaterne Ina Nyvang, Nr. Søby, Christian Vad Holm, Nr. Søby, og Olav Nørgård, Hald, der også stiller op til regionsvalget.

De vil alle frem til valget jævnligt være at finde i cafeen, hvor alle er velkomne, og kandidaterne ser frem til at komme i dialog med områdets borgere. Intet emne er for stort, og intet emne er for småt, lyder det fra vælgerforeningen.

- Der vil ikke være faste åbningstider, men hold øje med facebook, eller om der er lys i valgcafeen, lyder opfordringen fra Svend Aage Madsen.