Gammel Sparkær-dreng har dømt 3700 kampe

76-årige Klaudi Sigaard tømmer stadig lungerne i dommerfløjten

27. oktober 2021, 13:49
Klaudi Sigaard er gift med Bodil, der fortæller, at hun har det fint med at skulle undvære Klaudi, når han skal til kamp. Men det bliver da også til fællesaktiviteter som kortspil og den slags. Herudover spiller Klaudi krolf, går på jagt og fiskeri, ligesom han hjælper med at klippe hæk 19 forskellige steder. Foto: Hans Peter Johansen

Fodbold For to år siden, da den i dag 76-årige Klaudi Sigaard fra Karup havde rundet de første 3500 kampe som fodbolddommer, blev han spurgt af en journalist, om han regnede med at fortsætte, og svaret lød prompte:

- Jeg har lige fået nye dommersko, og de holder i hvert fald i fem år.

Dommerskoene har han stadig, og der er mange flere kilometer tilbage i dem, forsikrer Klaudi Sigaard.

Det bliver fortsat til over 100 kampe om året, og for nylig var han klar til at runde endnu en lille milepæl, nemlig kamp nummer 3700.

Men det gik ikke helt som planlagt. Efter en U16-kamp i Overlund skulle Klaudi Sigaard direkte til Mønsted for at dømme naboopgøret mellem Sparkær og Mønsted i serie 5.

Det ville have været en god kamp for Klaudi Sigaard, da han er gammel Sparkær-dreng og tidligere formand for klubben, men desværre måtte Sparkær trække sig, da man ikke kunne stille hold.

Heldigvis var der så en anden kamp, han kunne dømme, nemlig serie 5-kampen i Selde mellem Fursund og Sundsøre-Roslev.

Klaudi Sigaard, der i øvrigt har en fortid som bager, murerarbejdsmand og kasernemedarbejder på flyvestationen, bestod dommereksamen, da han var 32 år efter en årrække som blandt andet ungdomsformand og træner i Karup. Hans favorithold er Viborg og han elsker naturligvis fodbold, men han elsker også at dømme kampe.

Det er blevet til serie 2 og enkelte serie 1-kampe som det højeste. Men ellers er det lige fra børn til oldboys, som han er dommer for.

- Det er min fritidsinteresse. Jeg hygger mig med det, siger han.

Det er ikke så nemt at dømme seriefodbold og oldboys. Spillerne kan godt være kritiske, når der bliver dømt imod dem, men det tager Klaudi Sigaard med ro.

- Jeg siger tit til de unge dommere: »Så gå dog ind i omklædningsrummet og sig tak for kampen«. Uanset, hvordan det er gået. Det gør jeg altid, når det er mandlige seniorer og old-boys-spillere. Så kan de godt sige noget til mig, hvis der er noget, og så kan jeg finde på at sige til dem, ja, det var noget lort. Så byder de mig som regel ind til en bajer, og så har vi det så hyggeligt, smiler Klaudi Sigaard.

Det går også den anden vej. Klaudi Sigaard byder på øl til begge hold, hver gang han runder 100 kampe mere.

- Inden kampen starter, siger jeg til dem, at jeg giver øl, hvis de opfører sig ordentligt. Og dernæst siger jeg til dem, at jeg også giver øl, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Det giver som regel en god stemning, griner Klaudi Sigaard.

Han kan stadig godt følge med på fodboldbanen, selv om han også har haft sine problemer, da han fik konstateret lymfekræft. Men i dag er hans helbred godt og konditionen rigtig god, og et stop ligger ikke lige i kortene.

- Jeg fortsætter, indtil jeg skal gå med rollator, siger han.

Klaudi Sigaard er i øvrigt den dommer i Midtjysk Fodbolddommerklub, der har dømt flest kampe, og han har også dømt ved Fjends Cup i 30 år.