Ny kalender præsenteres med foredrag

30. oktober 2021, 06:05
Den nye kalenders forside viser Hjarbæk trinbræt på Vordevej, etableret 1928, læskuret dog først i 1943. Jernbanen kom i 1893. Arkivfoto: Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn

løgstrup Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn vil onsdag den 3. november klokken 19.30 ved et arrangement i Sognegården i Løgstrup præsentere den nye, lokalhistoriske kalender for 2022.

Den indeholder for hver måned to billeder fra en lokalitet i foreningens dækningsområde, oftest et gammelt og et nyt fra det samme sted med en forklarende tekst.

Bestyrelsen har udvalgt de enkelte billeder og vil fortælle nærmere om nogle af dem.

Denne gang er kalenderen gratis for medlemmer af foreningen og kan udleveres på aftenen eller senere på Arkivet mandage klokken 14-17.

Der er også mulighed for at købe ekstra eksemplarer i Dagli’ Brugsen i Løgstrup.

Efter præsentation af kalenderen holder Magnus Jørgensen et foredrag med titlen »Rogenstrup og omegn i 1950’erne og -60’erne«.

Magnus er født i 1945 og opvokset på familielandbruget Mougaard i Rogenstrup.

Han vil fortælle om, hvordan det dengang var at være barn på landet, hjælpe til med arbejdet på gården, den første Ferguson traktor, den første bil i familien, om at gå i skole i Rogenstrup og om den sparsomme fritid. Desuden om ungdomslivet, sporten og hvad der senere blev af de børn, der startede skolegangen i Rogenstrup Skole.

Til arrangementet er der adgang for alle. Medlemmer har gratis adgang, mens ikke-medlemmer betaler et mindre beløb for foredrag, kaffe og kage. Et medlemskab af foreningen kan eventuelt tegnes ved indgangen.

- Bestyrelsen glæder sig til at præsentere årets kalender og høre om, hvad Magnus Jørgensen kan fortælle om sin opvækst i Rogenstrup og omegn. Vi håber på, at mange som de tidligere år vil komme til arrangementet, siger formand for foreningen, Flemming Dollerup.