Højslev Station er rykket op i serie 1

Det blev fejret på behørig vis, da pointtab til nærmeste konkurrent gjorde oprykningen til en realitet

29. oktober 2021, 12:44
1 af 2 Højslev Station IF har leveret en uforglemmelig sæson. Det fik træner Michael Henriksen at føle lørdag med en lufttur sent lørdag eftermiddag, da MorsØ kvajede sig i Lemvig og hjalp HIF’erne over målstregen. Foto: Brian Laursen
2 af 2 Der blev skaffet champagne i lyntempo, da oprykningen pludselig var i hus. Klubformand Kim Kølsen, som ikke selv kunne være med til fejringen, ringede og gav tilladelse til at tage øl på hans regning, og ØK-træner Peter Ellebæk sendte en SMS til Michael Henriksen og bad ham stille en kasse øl til rådighed på ØK-formand Joan Skovgårds regning. Foto: Brian Laursen

Fodbold Sjældent har noget været så imponerende og overbevisende som det, Højslev Station IF har præsteret i indeværende Serie 2-sæson.

Holdet har marcheret fra sejr til sejr, og lørdag kom den 13. i træk, da Struer-Humlum blev overvundet med hele 5-1 trods pausestilling på 0-1.

Dermed gjorde de grønklædte deres del af arbejdet, og efter kampen kunne de så læne sig tilbage for at følge med i, om de nærmeste forfølgere i toppen, MorsØ FC var i stand til det samme.

Det var de imidlertid ikke. Ude mod Lemvig måtte morsingboerne nøjes med et enkelt point, og det betyder, at Michael Henriksens Højslev-tropper nu er fem point foran inden sidste runde. Oprykningen er med andre ord en realitet.

Mange af Højslev-drengene sad sammen i klubhuset og forsøgte efter bedste evne at følge med i scoren fra MorsØ-kampen. En af spillerne havde tilmed en bekendt til stede på stadion i Lemvig, som på slutfløjt kunne give besked om, at oprykningen altså var i hus.

- Det er en forløsning uden lige. Det er fantastisk, siger cheftræner Michael Henriksen, som beretter om scenerne, da triumfen blev bekræftet.

- Der var hoppen og dansen i stor stil. Der var kæmpe jubel.

Vil have pladen fuld

Henriksen har fra sidelinjen været vidne til, hvordan Højslev har været altdominerende og altså ikke har sat et eneste point til efter 13 runder med en målscore på utrolige 49-9.

Og med oprykningen i hus nu er der selvfølgelig kun én ting, der mangler at blive klaret.

- Vi er helt enige om, at nu går vi efter 14 sejre ud af 14. Det vil være det ultimative. Der er nok ikke nogen af hverken mig eller drengene, som får den mulighed igen. Det vil være sjovt for klubben, spillerne og os omkring, understreger Henriksen.

Er det her det vildeste, du har været med til i din trænerkarriere?

- Det er det jo i en eller anden forstand. Jeg er kommet tilbage til min barndomsklub, hvor jeg trådte mine første fodboldstøvler. Jeg har oplevet fantastiske ting i Skive - også omkring førsteholdet, men det her rangerer højt i den ligning. Jeg har det fantastisk i klubben både som træner og menneske, siger Henriksen.

Forlænger kontrakten

Han har det faktisk så godt, at han for nylig har sat sin underskrift på en ny aftale, der udløber ved udgangen af 2023. En beslutning, der slet ikke var svær at tage.

- Nej, overhovedet ikke. Jeg synes, jeg har været privilegeret og har prøvet en masse i min karriere. Jeg står et sted, hvor jeg også har et fantastisk civilt arbejde, og hvor jeg samtidig kan nyde glæden ved fodbolden i et perfekt miljø, fortæller han.

Michael Henriksen kan se Højslev Station som klub befinde sig et fantastisk sted i øjeblikket. Både andet- og tredjeholdet står også med muligheder for at rykke op, og det er en understregning af, at der er et forrygende træningsmiljø.

- Da jeg kom herud, sagde jeg som noget af det første, at vi skulle ændre træningskulturen og få skabt kamp om pladserne. Det har drengene taget til sig, og vi er rigtig mange på træningsbanen. I andre klubber kniber det nogle gange med bare at skaffe fem mand til træning. Så vi er sindssygt privilegerede. Folk vil være en del af fællesskabet, og der er mange om buddet. Hvis man er væk en kort periode, risikerer man, at der er en anden, der har taget ens plads. Den konkurrence skal ses som en sund og en god ting, fastslår Michael Henriksen.

Han fejrede sammen med spillerne oprykningen i klubhuset lørdag aften. Dagens dobbelte målscorer Michael Madsen gik dog glip af festen, idet han havde planlagt en familietur til Jesperhus.