Stjernespiller fik comeback i smal Stoholm-sejr

Stoholm kom på den hidtil sværeste opgave, da det kun med nød og næppe lykkedes fjandboerne at vinde 26-25 over genstridige himmerlændinge i herrernes 2. division i håndbold

01. november 2021, 17:00
Kris Olesen endte med syv kasser som topscorer for Stoholm, der mod Nøvling fik den hidtil hårdeste modstand i 2. division og kun med nød og næppe hev den femte sejr ud af fem mulige hjem med resultatet 26-25. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Håndbold Der var skruet godt op for forventningsblusset blandt Æ Fans, da Stoholm IF fredag aften tog imod Nøvling IF i herrernes 2. division i håndbold.

For dels er Stoholm kommet forrygende fra start med pladen fuld i efterårets første fire kampe, og dels kunne man byde på en gedigen overraskelse i den ellers noget decimerede spillertrup.

I den forgangne uge kunne man nemlig melde ud, at man har haft held til at tilknytte den tidligere publikumsfavorit og storskytte i Stoholm, Martin Vilstrup, efter han siden sin sidste optræden for fjandboerne for syv år tilbage har været at finde på noget større adresser.

Efter nogle år som topscorer hos Team Sydhavsøerne i 1. division, gik turen siden til Norge og Halden Tophåndball, inden han senest har haft succes som professionel i det tyske hos Eintracht Hildesheim, der bejler til oprykning til den tyske 2. Bundesliga.

Coronaensomhed i en ellers succesfuld håndboldtilværelse har imidlertid fået Martin Vilstrup til at vende snuden hjemad, og efter at have bosat sig i hjembyen Aarhus, har han nu igen meldt sig under fanerne i Stoholm sæsonen ud.

Løst krudt fra Stoholm

Men hvis nogen havde regnet med, at der dermed var lagt op til festfyrværkeri fra start, lod det i hvert fald vente på sig.

Efter 9 minutter havde Stoholm kun formået at score en enkelt gang på kampens første angreb, mens tre oplagte tilbud på hurtige opløb var blevet brændt på det skammeligste.

Uden flow i angrebet var det måske lidt før end forventet, at kaninen blev hevet op ad hatten, da Martin Vilstrup blev sendt på banen allerede efter 13 minutter.

Og han var fra start ikke bange for at tage dirigentstokken, men det var ikke ubetinget godt.

Et stolpeskud, en scoring og en udvisning var i første omgang højdepunkterne fra Vilstrup.

Imens kæmpede Stoholm med den nye mand i bagkæden med at få kryds og indspil til at sidde i skabet og måtte lidt frustrerede gå til pausen nede med et par stykker.

Genstridige himmerlændinge

Det var dog ikke svært at få øje på, hvilken X-faktor Martin Vilstrup tilfører holdet både som skudtrussel og playmaker med blik for backs og stregen.

Særligt Kris Olesen på højre back, der endte som kampens topscorer, ser ud til at kunne nyde godt af det ekstra pres, der kommer fra Vilstrup, og da manden samtidig også kan dække op, ligner han rette mand på rette sted til rette tid.

Stoholm tog atter teten efter et kvarters spil i 2. halvleg, da spillende assistenttræner Michael Pedersen for tredje gang scorede på straffekast, men i stedet for at trække fra, blev det herfra en tæt og spændende affære, hvor holdene fulgtes ad, primært fordi Stoholm ikke som i tidligere kampe formåede at lukke af i forsvaret.

Med et snit på 20 mål imod i de første fire kampe har Stoholm forholdsvis ubesværet kunnet forsvare sejrene hjem, men det blev noget mere nervepirrende mod de godt kæmpende himmerlændinge, end Æ Fans dette efterår har vænnet til, da det tal fredag steg til 25.

Så var det godt, at Stoholm havde 26 mål i sig på en halvdårlig dag, og med fem sejre i fem kampe skal man lige nu være gjort af noget særligt for at finde noget at brokke sig over som fjandbo med hang til håndbold .