Valg To kandidater krydser klinger på facebook

03. november 2021, 13:57
Christian Vad Holm (V) (tv) og Jeppe Tandal Nielsen (SF) mødes torsdag til valgmøde - på facebook. Privatfoto

NORDFJENDS Torsdag den 4. november mødes Christian Vad Holm (V) og Jeppe Tandal Nielsen (SF), der begge er kandidater til Skive Byråd til et minivalgmøde, som transmitteres direkte på de to kandidaters facebooksider.

Vælgerne har mulighed for at stille spørgsmål til de to om alt mellem himmel og jord, enten ved at sende spørgsmålene på forhånd eller ved at stille dem direkte under valgmødet torsdag aften.

Formålet med valgmødet er at sætte fokus på nogle af de fælles interesser, som de to byrådskandidater har – blandt andet udvikling af Skive Kommune, og hvordan man der kan bidrage til den grønne omstilling.

Samtidig håber kandidaterne også, at der kommer fokus på forskellene i holdninger mellem de partier, som de repræsenterer.