Stoholm Mønten er i handlen

Handelsstanden i Stoholm har opfundet gaven, der aldrig skal byttes

05. november 2021, 15:45
Screenshot: Stoholm Handelsstandsforening

stoholm Stoholm Handelsstandsforening har for nylig lanceret sin helt egen valuta, nemlig Stoholm Mønten.

Med den i hånden kan man handle ind i byens butikker for møntens pålydende værdi på enten 200, 300 eller 500 kroner.

Dermed gives her kort før jul en oplagt gaveidé til den kedelige type, der enten har alt eller slet ikke ønsker sig noget. Og det tilmed i form af en gave, der med garanti aldrig skal byttes.

Mønten er allerede nu i handlen og kan erhverves hos alle handelsstandens medlemmer, der i øvrigt for nylig var samlet i Maler Ulstrups lokaler for at lave numre.

I anledning af lanceringen af mønten har foreningen nemlig udskrevet en konkurrence på facebook, hvor tre mønter på henholdsvis 500, 300 og 200 kroner er sat på højkant.

Og til det formål indspillede de hos Maler Ulstrup en lille, sjov julevideo, som borgerne skal se, for at kunne gætte med i konkurrencen om de tre mønter.

Man kan se den 19 sekunder lange video på facebook, hvor man skal gætte antallet af nissehuer.

Vinderen af konkurrencen findes onsdag den 10. november.