Fuldt hus til præsentation af kalender

08. november 2021, 15:11
1 af 2 Tilstrømningen var så stor, at arrangørerne i hast måtte tilvejebringe ekstra kage fra bageren. Privatfoto
2 af 2 De cirka 130 gæster kunne høre Magnus Jørgensen fortælle levende om sin barndom på landet. Privatfoto

løgstrup De måtte sende bud til bageren efter ekstra kage til kaffen for at klare efterspørgslen.

Der kunne simpelthen ikke proppes flere mennesker ind i sognegården i Løgstrup, da Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn den 3. november præsenterede den nye lokalhistoriske kalender 2022.

Det fortæller formand for foreningen, Flemming Dollerup, der har sendt et referat til avisen.

Omkring 130 personer kom for dels at høre om kalenderen, der i år er gratis for medlemmer, dels at høre Magnus Jørgensen fortælle om sin opvækst i Rogenstrup og omegn i 1950’erne og -60’erne.

Han gjorde det levende for publikum, hvordan det var at være barn på landet og hjælpe til med arbejdet på gården dengang.

Der blev fortalt om den første Ferguson traktor, den første bil i familien (en Ford A 1929), om at gå i skole i Rogenstrup (også kaldet »Rogenstrup Universitet«), om fritiden, sporten og ungdomslivet.

Under præsentationen af kalenderen blev der fortalt mere om dele af indholdet.

Sådan fik publikum at høre om udflytningen af Stensiggård fra Kølsen by til Kølsen Mark i starten af 1800-tallet, om dilettant i Lyngsø forsamlingshus, og og fiskere og fiskeri i Kvols.

Og så blev der vist et filmklip fra 1956 fra bryggen i Kvols, hvor man ser tjærekedlen, der er bevaret, i brug til at tjære fiskenet.