Ung kunstner inviterer til »åbne døre«

Fabelartisten Pia Vehl inviterer indenfor i værkstedet ved Vinkel

11. november 2021, 05:29
1 af 2 Pia Vehl, der i kommende weekend byder inden for i sit kunstnerværksted, kalder sig selv en »Fabel-artist«. Privatfoto
2 af 2 Et eksempel på noget af den kunst, du kan opleve hos Pia Vehl. Privatfoto

kunst Den kommende weekend, både lørdag 13. og søndag 14. november, holder omkring 150 kunstnere - alle tilknyttet online kunstskolen og kunstnerfællesskabet Annes Atelier - »åbne døre«, hvor du kan besøge de forskellige kunstnere der, hvor de holder til.

Blandt de mange kunstnere, der inviteter til »åbne døre« er Pia Vehl, der bor på landet ved Nr. Søby-Højslev og har malerværksted på adressen Overmarkvej 97 tæt på lufthavnen ved Vinkel.

Pia Vehl har malet siden 2016 og kalder sig selv for »Fabel-artist«. Hun beskriver selv sin kunst som figurativ og abstrakt i stilen »magisk realisme«.

- Min kunst er lige så magisk og farverig, som kun et barn med en god fantasi kan forestille sig verden, tilføjer kunstneren.

- Formålet med min kunst er at opmuntre andre til at følge deres drømme og leve et lykkeligt liv, fortæller Pia Vehl, der håber, at mange vil lægge vejen forbi.

»Åbne døre« er en gratis oplevelse, hvor du har mulighed for en god snak med de forskellige kunstnere og deres værker samt få lidt godt til ganen.

Online, på »Annes Atelier«, får du et overblik over, hvilke kunstnere, der lokalt holder »åbne døre«, så du eventuelt kan tilrettelægge din egen lille rute og besøge flere forskellige kunstnere.