Sprudlende Grønbech skød Tvis i smadder

Stoholm havde ingen problemer med Tvis’ unge hurtigløbere og nappede den syvende sejr i træk

16. november 2021, 08:42
Mikkel Grønbech leverede en flot kamp fredag aften, da Stoholm fik den syvende sejr i træk. Arkivfoto: Steen Don

stoholm Der kan stadig skrives ubesejret tophold ud for Stoholms herrer i 2. division.

Fredag var holdet på besøg hos en modstander, som ellers på de gode dage kan true de fleste, men TTH Holstebros ligareserver fra Tvis blev en relativt overkommelig opgave for stoholmerne.

I hvert fald efter det første kvarter, fortæller træner Claus Sevel.

- Vi fulgtes ad til 8-8, men efter vi fik justeret lidt i forsvaret, scorede de kun én gang mere inden pausen. Vi justerede, så vi kom til at stå lidt mere kompakt på deres små, hurtige spillere, for vi var lidt for aggressive på dem i begyndelsen af kampen, og det udnyttede de. Så vi trådte et halvt skridt tilbage og stod tættere sammen.

Det gav en solid pauseføring på 14-9, og selv om Stoholm i anden halvleg blev plaget af et par skader med en flænge i hagen til Daniel Just og et skrub på fløjspiller Nicolaj Christensen, så var gæsterne i fuld kontrol hele vejen.

- Det endte med, at deres eneste våben til sidst var at løbe med os. Så det var godkendt, og jeg havde ro i maven næsten hele vejen, siger Claus Sevel.

Ustyrlig Mikkel

Han glædede sig over nyankomne Martin Vilstrup, som især i første halvleg satte holdkammeraterne op samtidig med, at han selv var farlig.

Men endnu mere ros var der til Mikkel Grønbech, som blev topscorer med ni mål. Noget af en vending, efter han egentlig havde indstillet sin karriere og først sent i opstartsprocessen besluttede sig for alligevel at fortsætte i den hvide bluse.

- Mikkel var farlig hele tiden. Ham kunne de ikke styre. Det er som om, han har fundet sin anden ungdoms - han sprudler og har en glæde i at spille håndbold, siger Claus Sevel.

Opgøret mod Tvis var det sidste af de formodentlig lette opgør, som Stoholm har indledt sæsonen med. I de sidste fire kampe, inden turneringen vender, kommer tre af de øvrige tophold - Nørre Djurs på hjemmebane på fredag, og siden også Mors-Thy og Hjallerup.

- Så nu strammer det. Det bliver en grim en på fredag, men Nørre Djurs har tabt til Mors-Thy og Hjallerup, så de har kniven mere for struben, end vi har. Taber de, er det lige før, de er ude af oprykningskampen, vurderer Stoholm-træneren.