Den var god nok: Fintælling sender Birgith Langballe i byrådet

Birgith Langballe (S) fra Stoholm får fire år mere i Viborg Byråd

18. november 2021, 09:34
Birgith Langballe (S) fra Stoholm kunne tirsdag nat ønske Kurt Mosgaard (V) fra Mønsted tillykke med en plads i byrådet. Nu kan han gøre det samme, efter en fintælling af stemmerne onsdag sendte Birgith Langballe samme vej. Foto: Henrik Bagge

stoholm Tre stemmer skilte nummer syv fra nummer ni, da Socialdemokraterne i Viborg Kommune skulle have sat navne på de otte byrådsmedlemmer, man havde sikret sig efter tirsdagens valg.

Det er for smal en margen, til at man tør sætte to streger under resultatet, så derfor måtte der fintælling til.

Blandt de tre involverede i denne nådesløse stoleleg var Birgith Langballe (S) fra Stoholm, der i 2017 sikrede sig en plads i byrådet med 482 stemmer.

- Jeg sov slet ikke sidste nat, og nu kommer jeg heller ikke til at sove denne nat, lød det fra Birgith Langballe efter tirsdagens første optælling, hvor hun lå et mulehår foran de to andre med 416 stemmer, mens Marianne Aaris Andersen havde 415 stemmer og Niels Dueholm 413 stemmer.

Og sådan forblev resultatet også, da onsdagens fintælling var ovre. Dermed kan Birgith Langballe få sin nattesøvn tilbage.

Sorteper blev altså Niels Dueholm, der må forlade byrådet sammen med partifællen Per Møller Jensen, der havde varslet sin afsked, men i stedet er blevet valgt i regionsrådet.

Dermed kan Socialdemokratiet i Viborg stille med et næsten identisk hold i den næste periode i et byråd, der ellers blev rystet godt og grundigt med voldsom trafik i svingdøren.

Intet mindre end 16 af byrådets 31 pladser bliver besat af helt nye kandidater.