Black friday Glade Juel, dejlige Juel

25. november 2021, 12:49
Per Juel kører et uimodståeligt tilbud på en hel brille til halv pris på Black Friday. Arkivfoto: Henrik Bagge

stoholm Der er gået total B.S. Ingemann i optiker Per Juel, der har sat sig for at sprede den gode julestemning allerede fra Black Friday den 26. november.

- Jeg laver et tilbud, hvor jeg giver halv pris på stel og glas, altså for hele brillen komplet. Og tilbuddet gælder på alle briller, der bliver bestilt på dagen, lyder det fra den glade Juel, der sidder klar ved telefonen.

Et sådant tilbud får man kun én gang om året, og Stoholms optiker synes, Black Friday egner sig godt til det lige op til højtiden.

- Jeg havde rigtig god succes med det sidste gang, så det er der ingen grund til at lave om på, siger Per Juel.

Han kan i øvrigt oplyse, at han stadig har et godt øje til Stoholm, og faktisk tager Per Juels positive syn på fjandboerne kun til i styrke.

- Jeg er meget tilfreds med den opbakning, der fortsat er i byen. Den er jeg rigtig glad for, og det går godt. Jeg har noget at lave, hver dag jeg er derude, så det kan jeg ikke klage over.