Julekoncert med fornemme gæster

Årets julekoncert i Stoholm Kirke afvikles søndag med en flot buket af musikalske indslag

25. november 2021, 12:56
1 af 2 Baryton Anders Røhrmann Bloch. Privatfoto
2 af 2 Fløjtenist Ide Bylin. Privatfoto

Stoholm Jul og musik hænger uløseligt sammen, og når juletiden sig nærmer med al sin trængsel og alarm, melder Stoholm Kirke sig på banen med en julekoncert, der får gaveræs, arbejdspres og andre bekymringer til at svinde for en stund.

Traditionen er lang for at holde koncerten 1. søndag i advent, og den følges som altid op af en julekoncert i Kobberup Kirke 2. søndag i advent.

Korleder og organist Rita Rozko har bundet en flot buket af musikalske indslag til koncerterne, og den 28. november i Stoholm er gæstesolisterne sopran Lone Wandt, baryton Anders Røhrmann Bloch og fløjtenist Ide Bylin.

Anders Røhrmann Bloch, der er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, har i en årrække været aktiv som solist og korsanger og medvirket i opsætninger på både Den Jyske Opera og Den Kongelige Opera.

Ide Bylin har diplomuddannelsen i tværfløjte/piccolo fra Nordjysk Musikkonservatorium med videre studier i København og München. Hun har siden 1995 fungeret som fast assistent i Aalborg og Aarhus Symfoniorkestre.

De faste gæster er Stoholm-Kobberup Børnekor, Stoholm Kirkes Voksenkor samt Stoholm Kirkes Vokalensemble med Myrna Andersen, Janni Retoft, Jørgen Husted og Knud Hansen, der også får selskab af Anders Røhrmann Bloch og Lone Wandt.

Det bliver en traditionel julekoncert med en musikalsk vandring gennem tiden lige fra middelalderen til nutiden med stop undervejs ved barok.

Komponisterne er blandt andre Vivaldi, Händel og Telemann, men forvent også romantiske toner fra franske Adolph Adam og nutidige toner fra den engelske komponoist John Rutter, som har skrevet masser af smukke og velklingende carols.

Blandt andet synger Lone Wandt »Angel´s Carol« med hjælp fra Ide Bylin og Rita Rozko, der igen er den gennemgående figur i julekoncerten.

Efter koncerten er der kaffe.