Coronapas i kirken

30. november 2021, 15:46
Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

fjends Med virkning fra den 26. november pålægges alle ansatte i folkekirken af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen at kunne fremvise et gyldigt coronapas ved fremmøde på arbejdspladsen.

Det sker med henvisning til, at covid-19 igen er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

Kirkeministeriet oplyser samtidig, at det kan få ansættelsesretlige konsekvenser, hvis en ansat uden gyldig grund undlader at fremvise et gyldigt coronapas på anmodning fra arbejdsgiveren.

Det kan for eksempel udmønte sig i hjemsendelse i en periode uden løn, påtale, advarsel, afskedigelse eller bortvisning afhængigt af de konkrete omstændigheder.

Ansatte, som ikke er vaccineret og ikke er tidligere smittet og som af medicinske årsager ikke bør testes, kan ikke få et coronapas.

I stedet for at vise coronapas skal der forevises dokumentation for, at den pågældende er undtaget fra krav om test for covid-19, som er udstedt og underskrevet af et kommunalt borgerservicecenter.

Fra den 29. november skærpes desuden kravet om, at deltagere skal vise coronapas ved gudstjenester og andre religiøse handlinger og menighedsarrangementer i kirkerne.

Kravet gælder fremover, hvis der er adgang for flere end 100 deltagere indendørs og flere end 1000 deltagere udendørs.

- Vi har fået de nye restriktioner med krav om coronapas for ansatte og ikke mindst besked om, at man ved større forsamlinger ved alle kirkelige handlinger kan blive mødt med krav om forevisning af gyldigt coronapas, bekræfter Turi Roslund, fællesformand i Vestfjends Pastorat.

Gyldighedsperioden for covid-19 test er desuden ændret til 72 timer for PCR test og 48 timer for kviktest.