Julekoncert i Kobberup

Årets julekoncert i Kobberup Kirke afvikles søndag med en flot buket af musikalske indslag

02. december 2021, 09:03
1 af 2 Fløjtenist Ide Bylin. Privatfoto
2 af 2 Violinist Carsten Viuf. Privatfoto

kobberup Traditionen er lang for at holde julekoncerter i både Stoholm og Kobberup Kirker, og mens koncerten i Stoholm blev afviklet på 1. søndag i advent, venter koncerten i Kobberup Kirke på 2. søndag i advent den 5. december.

Korleder og organist Rita Rozko har bundet en flot buket af musikalske indslag til koncerten i Kobberup, hvor gæstesolisterne er sopran Lone Wandt, fløjtenist Ide Bylin og violinist Carsten Viuf.

Ide Bylin har diplomuddannelsen i tværfløjte/piccolo fra Nordjysk Musikkonservatorium med videre studier i København og München. Hun har siden 1995 fungeret som fast assistent i Aalborg og Aarhus Symfoniorkestre.

Carsten Viuf er uddannet violinist ved Det Jyske Musikkonservatorium og Statskonservatoriet i Skt. Petersborg.

Udover orkester- og undervisningserfaring har han i en årrække arbejdet med Legende Musikteori og udbredelse af den legende tilgang i forbindelse med musikteoretisk undervisning.

Han vil under koncerten i Kobberup dels spille solo, dels medvirke i flere duetter med fløjtenist Ide Bylin, blandt andet J.S. Bachs sonate »Himmelskönig sei willkommen«. Et andet kendt stykke er J. Massenets meditation.

Blandt de faste gæster er Stoholm Kirkes Voksenkor samt Stoholm Kirkes Vokalensemble med Myrna Andersen, Janni Retoft, Jørgen Husted og Knud Hansen, der også får selskab af Lone Wandt.

Og så er det selvfølgelig tilladt selv at synge med på de kendte danske julesalmer og internationale carols, understreger Rita Rozko, der igen er den gennemgående figur, der holder samling på tropperne.

Efter koncerten er der kaffe.