Stoholm har fået en økologisk slikmutter

I det tidligere apotek ligger nu Danmarks eneste webshop, der sælger økologisk bland-selv-slik

02. december 2021, 09:04
1 af 2 Katrine Tuborg blander slikket i poser, som det er bestilt til på webshoppen. Det foregår med mundbind, hårnet og handsker. Foto: Steen Don
2 af 2 Når slikket er pakket, sender Katrine Tuborg slikket ud til kunderne. Foto: Steen Don

stoholm For nogle måneder siden tog 41-årige Katrine Tuborg fra Stoholm noget af et spring.

Efter 11 år som skov- og landskabsingeniør hos Skive Kommune sagde hun sit job op.

I stedet er hun nu gået all in som slikmutter.

For tre uger siden åbnede hun Danmarks første og eneste webshop, der sælger økologisk bland-selv-slik.

- Jeg kastede mig ud i det, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være længere. Jeg har længe haft en passion for uimodståeligt lækkert slik, og det er min livret, så nu er tiden kommet til, at jeg også skal sælge det til andre, siger Katrine Tuborg.

Slik-webshoppen er bygget op på den måde, at kunderne bestiller slikket på hjemmesiden sweetsorganic.dk.

Kunderne trykker på forskellige slikvarianter, og hvert tryk sender 30 gram slik i posen.

Når Katrine Tuborg har modtaget bestillingen, pakker hun slikket i poser og gør klar til levering.

Bestil lidt i forvejen

Her i begyndelsen skal folk bestille et par dage i forvejen, hvis de ikke selv henter det.

- Når vi vokser os større, kan vi levere hurtigere, men folk kan jo også bestille og så selv komme og hente, hvis de skal bruge det samme dag eller aften, siger Katrine Tuborg.

Hun pakker slikket iført handsker, mundbind og hårnet. Der bliver ikke gået på kompromis med lækkerheden, og det er også en del af konceptet.

- Mange af mine kunder kan godt lide tanken om, at der ikke er en masse mennesker, der har stået med fingrene nede i slikket. Nu ved de, at det kun er mig, der med handsker på har haft fat i det, siger Katrine Tuborg.

Ikke en masse e-numre

Indtil videre har Katrine Tuborg samlet 55 varianter af økologisk slik i butikken, og slikket kommer fra producenter fra flere europæiske lande.

Det er blandt andet chokolade fra Schweiz, chips fra Holland og slik fra Polen. Men også andre lande inden for EU leverer slik til sweetsorganic.dk.

- Det er vigtigt for mig, at mine producenter er fra EU, da de hører under den samme økologikontrol. Økologi er vigtigt for mig, og hele idéen er, at man ikke putter en cocktail af e-numre i kroppen, når man spiser slik, siger Katrine Tuborg, der har smagt mange forskellige typer økologisk slik for at finde ud af, hvad der skulle på hylden fra start.

- Jeg har spist rigtig meget slik henover sommeren, siger hun.

Flyvende start

På første åbningsdag fik Katrine Tuborg flere end 50 ordrer, og den første uge blev der sendt 100 kilo slik ud til kunderne.

Det samme skete i uge to, og hun forventer, at der skal meget mere samme vej inden for det første år.

- Folk vil have økologi - også økologisk slik - og jeg håber, at jeg kan sælge minimum 15 ton slik i løbet af de første 12 måneder, siger Katrine Tuborg.

Kunderne har indtil nu været fra lokalområdet, men også fra København, hvor Katrine Tuborg håber, at hun kan slå sit navn fast.

- Der er et stort marked for økologi i København, så det vil være vigtigt for mig og forretningen, hvis vi kan blive kendte der, siger hun.

Håber på en kollega

Webshoppen ligger rent fysisk i det tidligere apotek på Johan Bittmanns Vej i Stoholm.

Lokalerne er ikke fyldt ud endnu, men det er helt klart ambitionerne for Katrine Tuborg.

- Mit mål er, at det her skal være hele Danmarks webshop for økologisk bland-selv-slik. Det skal meget gerne blive min levevej, så jeg håber, at hele stedet på et tidspunkt bliver fyldt med slik, siger hun.

I opstarten har hun haft kyndig hjælp af sin datter, Ellen, men Katrine Tuborg håber, at webshoppen kan blive så stor en succes, at hun ikke selv kan klare det hele.

- Det vil være rart, hvis der bliver behov for en kollega, siger hun.

Det økologiske slik er noget dyrere end almindelig bland-selv-slik. 30 gram koster syv kroner. I webshoppen er det også muligt at købe vegansk bland-selv-slik.