Stor succes med Jens Oles spisegruppe

Han havde ret i, at for mange over 65 sidder alene og spiser deres aftensmad

03. december 2021, 09:31
På valgdagen fik de stegt flæsk med persillesovs, men ellers er hvide kartofter og brun sovs det gennemgående tema, når Frank og Dorthe i Østfjendshallens Cafeteria hver tirsdag tager imod Jens Ole Dahls spisegruppe for enlige over 65 år. Foto: PR-foto

mønsted De mødtes første gang den 12. oktober, og siden er de bare blevet flere og flere.

Jens Ole Dahl, Stoholm, startede i efteråret en spisegruppe for enlige over 65 år, der kunne mødes hver tirsdag i Østfjendshallens Cafeteria i Mønsted, hvor Frank og Dorthe skulle stå for maden.

Han syntes nemlig selv, at maden smager bedst i selskab med andre, især med et glas rødvin til og en snak om, hvordan dagen er forløbet.

Og det har han tilsyneladende ikke været ene om.

Den første gang kom der 21 til forloren hare, og siden er spisegruppen vokset til omkring 30 medlemmer, hvoraf de fleste møder op til spisning hver gang.

Og Jens Ole Dahl kan oplyse, at snakken går livligt, og venskaber er opstået i gruppen, der i øvrigt tæller cirka lige mange kvinder og mænd.

- Og så er maden bare god, ikke mindst i selskab med andre, siger Jens Ole Dahl.

Fik ris for ris

Det glæder halinspektør Frank Mikkelsen at høre, selv om det ifølge ham selv er minimalt, hvad han har af aktier i den del.

Det er nemlig Fru Dorthe, der står for menuen, og den er den helt klassiske fra det gamle, dagligdags køkken hos den generation af danskere.

- De fik stegt flæsk med persillesovs på valgdagen, men ellers går det bedst med hvide kartofler og brun sovs til for eksempel flæskesteg, koteletter eller bøf. Vi har en enkelt gang prøvet med ris, men det fik vi ikke ros for, griner Frank Mikkelsen.

Kommer ud af busken

Han roser Jens Ole Dahl for initiativet, der tydeligvis har haft held til at lokke nogle hjemmefra, der ellers ikke er kommet meget ud blandt andre i et stykke tid.

- Det går rigtig godt med en stor opbakning, og det er faktisk blevet sådan, at vi regner med, at folk kommer, hvis de ikke melder afbud, siger Frank Mikkelsen, der tager imod afbud indtil tirsdag eftermiddag.

Har man så misset en gang, melder man sig bare til igen hos Jens Ole Dahl senest dagen før.

- Så tilmelding hos Jens Ole, afmelding hos mig, skærer Frank Mikkelsen det ud i pap.

Kom med til julefrokost

Spisegruppen er altså fortsat åben for alle enlige over 65, og vil man finde ud af, om det kunne være noget, kan man eventuelt melde sig til gruppens julefrokost, der afvikles tirsdag den 14. december (se annonce andetsteds).

Jens Ole Dahl understreger, at initiativet ikke er forbeholdt Mønsted-borgere, men at alle er velkomne, ligegyldigt hvor de kommer fra, og gruppen har da også efterhånden et ret stort opland.

Der arbejdes også med at udvide paletten med andre initiativer som for eksempel foredrag og udflugter.