Maria og Louise hædret for idrætsinitiativ

03. december 2021, 09:31
Maria Eskildsen og Louise Holgaard fandt på konceptet »Leg og Tons«, og for det er de blevet hædret med Åge Eltons´ Initiativpokal. Foto: DBU Jylland

ørslevkloster De følte sig egentlig ikke særligt fodboldkyndige, da de meldte sig under trænerfanerne i Ørslevkloster IF tidligere på året.

Men nu er de blevet hædret af DBU for en nystartet børneaktivitet, hvor fodbold kombineres med andre idrætsgrene.

Maria Eskildsen og Louise Holgaard kunne ved DBU Jylland Region 2’s årsmøde den 25. november i Aulum lade sig hædre med Åge Eltons’ Initiativpokal for deres påfund, der er blevet det helt store tilløbsstykke i Ørslevkloster med deraf følgende venteliste.

Efter coronanedlukningen kneb det ellers Ørslevkloster IF at finde trænere til klubbens yngste årgange, 2014-2017, men de to driftige kvinder ramte altså plet med deres utraditionelle børneaktivitet »Leg og Tons«.

- Trænerne fik frit løb til at lave træningen, som de havde lyst, så udover fodbold spillede de også hockey, basketball og volleyball, ligesom de lavede både gymnastik og yoga, lyder det fra Joan Skovgård, formand for Ørslevkloster IF, i en pressemeddelelse.

Hun er stolt af sine trænere, som også har taget konceptet indendørs.

- Jeg tror, vi har fastholdt de fleste, så håbet er, at, når græsset grønnes igen til foråret, så får vi nogle »tonsere« ud at spille »rigtig« fodbold.