Nisseløb i Løgstrup

13. december 2021, 08:33
1 af 2 Deltagerne skulle rundt til fire poster i byen for at samle tal sammen, der kunne danne en kode, som man skulle bruge til at låse denne skattekiste op. Privatfoto
2 af 2 I mange hjem havde man fulgt borgerforeningens opfordring til at hilse løbsdeltagerne velkommen med nisser i alle afskygninger. Privatfoto

løgstrup Omkring 75 borgere i størrelserne voksen, midtimellem og lille tog imod tilbuddet om at bruge lidt søndag på at deltage i Nisseløbet i Løgstrup den 5. december.

Det var i fraværet af en juletræsfest, at Løgstrup Borgerforening i år havde arrangeret nisseløb rundt i byen for de mindste og deres familier.

Det foregik ifølge formand for Løgstrup Borgerforening Maj-Britt Mogensen i bidende kulde, men gav ikke desto mindre varmen, da man skulle følge julemandens rensdyr og samle tal ind til en kode til julemandens kiste på det hemmelige skjulested.

Forinden var byens borgere blevet opfordret til at sætte nisser i vinduerne, og det havde mange hørt, hvilket gjorde gåturen mere hyggelig for både børn og voksne.

Nisseløbet var blot det seneste skud på stammen i det juleaktive Løgstrup.

- Vores landsbypedeller har sat byens julelys op, og sidste fredag var julemanden forbi det store juletræ ved Brugsen for at tænde lysene, fortæller Maj-Britt Mogensen.

Derudover skulle der altså også have været afholdt juletræsfest, men på grund af corona måtte man finde på noget andet.

Og det blev altså et nisseløb for hele familien, hvor man skulle rundt til fire poster i byen for at samle tal sammen, der kunne danne en kode, som man skulle bruge til at låse skattekisten op, når ruten var gennemført.