Flere og flere maler byen (lyse)rød

Lone Lohse er nu alene med sit malerfirma, der til gengæld vokser for hver måned, der går

23. december 2021, 12:38
Besætningen hos Lone Lohse udgøres nu af i alt otte medarbejdere inklusive chefen selv til venstre. Ved siden af hende er det Danni Dahl Hansen, der indtil for nylig selv drev malervirksomhed, men nu er blevet førstemand hos Lone Lohse i Gammelstrup. Foto: Henrik Bagge

GAMMELSTRUP De kom fra noget stort og ville gerne prøve noget mindre.

Det var tankerne bag, da Lone Lohse og Sofie Duelund den 1. april i år blev selvstændigt erhvervsdrivende med malerfirmaet Lohse & Duelund i Gammelstrup ved Stoholm, efter begge havde været ansat hos Malerfirmaet Frants Larsen i Viborg gennem en årrække.

Nu er det unge firma med syv nyansættelser og fire nye biler i løbet af tre kvartaler imidlertid selv ved at blive halvstort.

Samtidig har Sofie Duelund igen forladt samarbejdet, mens Lone Lohse kører videre i eget navn og i stedet kan præsentere en ny »partner« i form af Danni Dahl Hansen, der hidtil har drevet selvstændig virksomhed i Skive med Dahls Malerfirma.

Det firma har han afviklet per 1. november for i stedet at blive en slags arbejdende formand hos Lone Lohse.

Skal lige have vejret

Det er gået stærkt, siden Lohse & Duelund tog penslen i den anden hånd og begyndte at male byen lyserød i deres letgenkendelige firmabiler, indrømmer Lone Lohse.

- Det stopper også her. Vi skal ikke være flere lige foreløbig. Nu skal vi lige først finpudse tingene lidt, griner hun lidt forpustet i værkstedet på hjemmeadsressen på Birkesøvej.

Her står hun omgivet af lutter uddannede malere, der siden maj er kommet på lønningslisten med cirka en måneds mellemrum i snit, og senest er det Danni Dahl Hansen, der er blevet indlemmet i truppen.

- Danni har været selvstændig, men er ansat her nu som arbejdende formand. Det er ham, der er der, når jeg ikke er der, forklarer Lone Lohse, der i øvrigt ikke rigtig opererer med noget hierarki i sin medarbejderstab.

- Vi laver jo alligevel stort set det samme, som hun siger.

Samarbejdede i forvejen

Danni Dahl Hansen syntes på sin side, at det gav god mening at slutte sig til Lone Lohses firma, som han i forvejen havde et godt og tæt samarbejde med.

- Vi har brugt Danni og hans firma, siden ordrerne begyndte at vælte ind. Og så er det også bare noget skønnere, at man er to, der kan sidde og sparre med hensyn til priser og den slags, hvis det nu er nogle større ting. Og så er der også ret meget planlægning, når det er private kunder, siger Lone Lohse.

De private kunder var netop dem, firmaet slog sig op på og havde som målgruppe, da Lohse & Duelund gik i luften i foråret, og det har ikke ændret sig væsentligt.

- Det er stadig det samme, vi laver, hos primært små, private kunder, og der er nok at lave, afslører Lone Lohse.

Noget kunne altså tyde på, at Hr. og Fru Jensen er blevet forsømt af malerbranchen gennem nogle år.

- Ja, det tror jeg, de er. Der er i hvert fald masser af dem, bekræfter Lone Lohse.

Den nye formand har også taget en del arbejde og netværk med ind i firmaet fra sin tid som selvstændig, så der er generelt god stemning mellem Lone Lohse og Danni Dahl Hansen.

Mange af de øvrige, nye medarbejdere er gamle kolleger fra Lone Lohses tidligere arbejdsliv, hvor hun senest var formand hos Malerfirmaet Frants Larsen, og så er der også blevet plads til en lærling, nemlig Jane Christensen, der nu ved, hvad hun skal lave de næste tre år.

Pink med signaler

Det har i sagens natur været en større omgang at få ændret firmaets fælles partnerlogo til nu kun Lone Lohse på både papir, uniformer og biler, hvoraf firmaet nu har seks.

Men genkendeligheden er stadig den samme med den markante, lyserøde farve, der ikke er tilfældigt valgt.

Fra starten var det nemlig forventningen, at det kunne efterlade indtrykket af nogle kvinder med forstand på både indretning og personlig rådgivning, og det virker ifølge Lone Lohse til at have holdt stik.

- Vi vil jo også gerne sætte tapet op. Vi vil gerne male i nogle andre farver end hvid. Vi vil også gerne rådgive og typisk tage et møde med kunden, inden vi går i gang, for mange bliver slet ikke rådgivet og kan så bagefter ikke forstå, hvad der er blevet lavet.