Kvinde fik bøde efter trafikuheld: Hun havde travlt med at kigge efter rådyr

Hun erkendte de faktiske omstændigheder, men hun ville gerne beholde sit kørekort

27. december 2021, 10:10
Arkivfoto: Martin Ballund

DOM Da en 32-årig kvinde fra Skive den 7. marts kom kørende ad Viborgvej i Nordfjends, overså hun, at bilerne foran hende bremsede, fordi en skulle svinge til venstre ad Ørumvej. Hun ramte derfor en trailer og blev slynget over i den modsatte vejbane, hvor hun stødte sammen med en anden bil.

I retten forklarede kvinden, at hun holdt øje med rådyr, og pludselig var bilen foran bremset op. Hun er kendte derfor de faktisk forhold, men hun ville frifindes for en betinget frakendelse af sit kørekort.

Sådan gik det dog ikke. Kvinden blev fundet skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn til trafiksikkerheden, og hun blev idømt en bøde på 2.500 kroner, ligesom hun fik en betinget frakendelse af førerretten. Det betyder, at hun bliver helt frakendt kørekortet, hvis hun inden for de næste tre år kører på en måde, der gør at det skal frakendes.