Tanken reducerer åbningstiderne

Strømregningen er stukket helt af, og det får nu konsekvenser for Stoholms grillbar

04. januar 2022, 08:40
Gert Johansen. Arkivfoto: Henrik Bagge

stoholm Indehaver af Tanken i Stoholm, Gert Johansen, har set sig nødsaget til at skære i grillbarens åbningstider.

Det er de seneste måneders øgede omkostningstryk, der gør, at det ikke længere kan svare sig at holde åbent i det omfang, han hidtil har gjort.

- Jeg bliver nødt til at skære et eller andet sted på grund af stigende omkostninger på blandt andet el og emballage, siger Gert Johansen.

Emballagen, som grillbaren bruger til takeaway, er på kort tid steget med 30 procent, og som de fleste nok har bemærket, er el-prisen stukket helt af.

Gert Johansen har således konstateret, at hans el-regning er steget med omkring 15.000 kroner om måneden.

- Det er 500 kroner om dagen i ekstra omkostninger, så derfor prøver vi her i januar at lukke de dage, hvor omsætningen er lavest. Det er mandag, tirsdag og onsdag, hvor vi lukker helt for grillmad undtagen pølser. Burgere og pomfritter og alt det andet bliver kun torsdag, fredag, lørdag og søndag, siger Gert Johansen, der peger på frituregryden som den helt store slughals.

Af samme grund ændrer han også sin »onsdagsmenu» til en »torsdagsmenu«.