112 13-årig dræbt i trafikulykke

En voldsom ulykke natten til søndag på Vestre Skivevej ved Sjørup fik dødelig udgang

10. januar 2022, 10:35
Arkivfoto: Martin Ballund

TrafikUlykke Klokken havde kun lige passeret et natten til søndag, da der skete et meget alvorligt færdselsuheld på Vestre Skivevej mellem Sjørup og Grønhøj.

To biler kørte frontalt sammen, og en 13-årig dreng fra Mogenstrup blev dræbt på stedet.

I bilen, hvor drengen var passager, var også drengens far og dennes kæreste, oplyser Viborg Politi. Det var faren, der kørte bilen.

- Drengen afgik ved døden på ulykkesstedet, og kvinden blev fastklemt og alvorligt kvæstet. Både kvinden og faren ligger lige nu på sygehuset i Viborg, sagde vagchef Allan Riis til Skive Folkeblad efter ulykken.

Mandag morgen oplyste politiet, at kvinden stadig er i kritisk tilstand, mens faren er kommet lettere til skade.

Uheldet skete, da familien kom kørende i nordlig retning ad Vestre Skivevej. I sydlig retning kom en 28-årig mand fra Kjellerup kørende. Omkring halvanden kilometer syd for Sjørup kørte de to biler frontalt sammen. Den 28-årige slap fra uheldet med lettere skader.

En bilinspektør er i gang med at undersøge uheldet, og den foreløbige konklusion er, at de to biler kørte direkte ind i hinanden, og det tyder på, at ingen af førerne i de to biler har reageret for at undgå sammenstødet.

Vejen var efter ulykken spærret i begge retninger i fire timer, mens politiets undersøgelser stod på.

Søndag afhørte politiet den 28-årige, der var fører af den ene bil.

- Men han har ikke kunnet fortælle noget, der kan kaste lys over, hvorfor ulykken skete, siger vagtchef Allan Riis.