Fugleinfluenza Store dele af Fjends i overvågningszonen

De indførte restriktioner forventes at gælde i mindst 30 dage

11. januar 2022, 15:30
Beskyttelseszonen (den røde cirkel) er på tre kilometer, mens overvågningszonen (den blå cirkel) er på 10 kilometer og strækker sig helt til det nordlige Skive. Zonerne har centrum hos ægproducent Hans Rauff Hansen med 100.000 æglæggende høner på Tastumvej vest for Stoholm. Illustration: Fødevarestyrelsen

tastum En besætning med 100.000 æglæggende høner hos Hans Rauff Hansen på Tastumvej vest for Stoholm er ramt af fugleinfluenza, og Fødevarestyrelsen indførte fredag restriktionszoner for at imødegå spredning af den farlige sygdom, inden man lørdag gik i gang med at aflive de mange dyr.

Mens en beskyttelseszone med skærpede restriktioner begrænser sig til tre kilometer hele vejen rundt om farmen, strækker en overvågningszone på 10 kilometer rundt om farmen sig hele vejen fra Rønbjerg i Salling til Mønsted i Fjends og omfatter også størstedelen af Skive by.

At befinde sig indenfor en overvågningszone betyder blandt andet, at det er forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, medmindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Siden november har alle hønse- og fugleejere haft pligt til at holde fjerkræ inde eller overdækket for at hindre kontakt til vilde fugle.

Det betyder, at hvis du har høns eller andet fjerkræ til at gå frit på din grund, så skal de være i en indhegning uden mulighed for at slippe ud.

Mindre hønsegårde og fuglehold er dog undtaget fra kravet om overdækning, hvis indhegningen er mindre end 40 kvadratmeter, men Fødevarestyrelsen anbefaler under alle omstændigheder, at man overdækker hønsegården med fast tag, net eller tråd, og at dyrene altid får foder under tag, så vilde fugle ikke kan komme til hverken foder eller drikkevand.

Fødevarestyrelsen anbefaler endvidere, at man skifter fodtøj, inden man går ind i hønsegården.

I begge zoner skal ejere af høns og andre fugle desuden registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

Bekendtgørelsen, hvis fulde titel er »Bekendtgørelse om fund af højpatogen aviær influenza ved Stoholm i Viborg Kommune«, trådte i kraft fredag fra klokken 17.

Fødevarestyrelsen forventer tidligst at kunne ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning og desinfektion af ejendommen er afsluttet.

Mistanken om fugleinfluenza opstod, da 500 høns fra besætningen i løbet af nogle dage døde, og fredag viste prøver fra Statens Serum Institut, at dyrene var smittet med fugleinfluenzatypen H5N8.

Af hensyn til dyrevelfærden og for at begrænse smitterisikoen, gik Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen lørdag i gang med at aflive de 100.000 høner.