Bogbussen får nyt look

Kunstner har udsmykket det rullende bibliotek, der nu bliver orange

14. januar 2022, 11:13
Når du ser bogbussen fra Skive Bibliotek næste gang, er den ikke rød, men orange og udsmykket på siderne af kunstneren Phuc Van Dang. Privatfoto

kultur Skive Biblioteks bogbus har i løbet af juleferien fået en makeover, så nu skal du ikke længere spejde efter en rød bus gennem Nordfjends for at låne bøger, men i stedet holde øje med en orange bus.

Vind og vejr har sat sit aftryk på bogbussen efter mange år og lange ture på landevejen.

Og da Skive Bibliotek for nylig har fået nyt logo, kunne man slå to fluer med ét smæk, så man både fik skiftet logoet og malet bussen i en ny, fængende farve, fortæller konstitueret bibliotekschef Vita Debel.

Bussen får i løbet af januar måned også ny, flot udsmykning på siderne, som er lavet af kunstner Phuc Van Dang. De nye illustrationer på bussen er eventyragtige og fabulerende og skal gerne tale til både børn og voksnes fantasi.

- Vi glæder os meget til at få vores »nye« bogbus ud på landevejen. Det sker fra mandag den 10. januar, så folk i hele kommunen kan få glæde af bussens smukke, nye look, lyder det fra Vita Debel.

Mange kender kunstneren

Phuc Van Dang er glad for at få lov til at have sin kunst på bibliotekets bogbus, og han glæder sig til at følge processen og se resultatet, der om ikke så længe skal deles ud til folk i hele Skive Kommune.

Flere børn kan måske nikke genkendende til kunstnerens streg, da mange børn fik lov til at møde kunstneren i forbindelse med Skive Biblioteks store »SammenSurium«-event i oktober måned.

Her havde børn (og voksne) mulighed for at prøve kræfter med tape-art i selskab med Phuc Van Dang, der guidede og vejledte de fremmødte i at udsmykke med hvid tape på børnebibliotekets vinduer.

Phuc Van Dang er født i Vietnam og opvokset i Danmark. Han har en baggrund som grafisk designer og arbejder i krydsfeltet mellem design, kunst og kultur.

Kunstneren brænder for Street Art, hvor han skaber moderne fabler i figurative fortællinger, som beskueren kan reflektere over.

Phuc Van Dang har udstillet i New York, Saigon, Barcelona, Tokyo og flere steder i Danmark.