Thai-mad og IT under samme tag

I Knudby kan man nu hente thai-mad. John og Annie Jensen har netop åbnet deres thaifood takeaway ude på landet.

06. juni 2012, 12:39
Alle råvarer er helt friske, når Annie og John laver thailandsk mad

Verdens-firmaet. Sådan lyder kælenavnet lokalt for adressen Virksundvej 98 i Knudby ved Hjarbæk Fjord. Og det med verdensfirma skal faktisk tages ganske bogstaveligt. For her på adressen har man gang i ganske meget og med hele verden som kunder.

Indtil for nylig vidste ikke ret mange, hvad der foregik inde bag murene i »verdens-firmaet«. Men lige pludselig er der et rend at folk ud og ind fra adressen. John Conrad Jensen og hans thailandske kone Annie har nemlig udvidet aktiviteterne til at omfatte thailandsk mad ud af huset. Efter at være startet så småt op i april, så er der nu rigtig godt gang i mad ud af huset.

Og både lokalsamfundet og kunder fra et større område har fundet vej til den spændende mad i Knudby.

John Conrad Jensen har boet her ved Hjarbæk Fjord siden 1999. Han er opvokset i Viborg, flyttede senere til Skive og derfra til Knudby. Han faldt for den gamle ejendom, som han drømte om at renovere og gøre til basis for sin IT-interesse. Men han faldt især for beliggenheden i bakkerne ved Hjarbæk Fjord i fred og ro.

Siden da har han haft gang i flere forskellige IT-selskaber. Blandt andet »Mediacross«, som siden er solgt og »Frontstairs«, som siden er gået ned. Nu koncentrerer han sig mest om firmaet »Sportssys«, der blandt andet samarbejder med DBU - Dansk Boldspil Union, det internationale fodboldforbund FIFA og flere fodboldforbund i Asien.

Firmaet er nemlig meget stærk på software til administration af fodboldforbund. Blandt andet står firmaet i Knudby bag den nye App, som DBU netop har sendt ud. Den er udviklet i Knudby. Men også håndbold og andet sport kan sportssys lave software til.

John Jensen har rejst meget i Asien de seneste år. Efter en skilsmisse fandt han en ny kæreste på sine rejser til Thailand, thailandske Annie. Hun kommer fra en fattig familie på landet. De seneste fire år har John og Annie skiftevis boet fjorten dage i Thailand og 14 dage i Knudby. Så de har rejst langt mere end de fleste:

- Men det har fungeret for os. For os har det vigtigste været, at jeg kunne være sammen med min søn fra mit første ægteskab, Victor. Så han har været her 14 dage, og så har vi været i Thailand i 14 dage. Arbejdsmæssigt har det også fungeret godt, fordi jeg så kunne arbejde ude i Asien og finde ud af, hvad der er vigtigt for kunderne der ude. Og så kunne jeg komme hjem til udviklerne her på kontoret og fortælle, hvordan man vil have det i Asien. Samtidig skulle Annie være færdig med sin uddannelse, fortæller John.

Han har 12 ansatte på kontoret i Knudby og 11 mand i Asien. Nu er forretningen i Knudby så udvidet til at omfatte mad ud af huset. Annie er utrolig dygtig til det thailandske køkken, så det lå lige for, at hun skulle have sin egen beskæftigelse og tjene sine egne penge. Og konceptet i Knudby er lavet sådan, at det kan blive et franchise, hvor andre vil kunne åbne en thai take-away på samme måde som i Knudby. Og Annies mad har fået en flyvende start. Allerede nu leder hun og John efter en medhjælper, der vil kunne hjælpe med madlavningen. Og det skal være én, der har styr på den specielle thailandske mad.

- Ja, vi danskere har altså ikke helt styr på det thailandske køkken. Det har kun thaierne, griner John, som er meget glad for interessen for sin kones mad