Klar til ny sæson i Stoholm Square Dance Club

Tirsdag den 4. september starter efterårssæsonen i Stoholm Square Dance club. Aftenen er den første af tre gratis øveaftener, og alle interesserede kan deltage med eller uden dansepartner.

14. august 2012, 10:45
Stoholm Square Dancerne giver opvisning.

  Modern Western Square Dance danses til glad country & western musik.

- Det er sjovt, og det giver god motion. Undervejs i dansen løser danserne opgaver, der giver sund hjernegymnastik og godt humør, fortæller clubbens næstformand Kirsten Christensen. Hun fremhæver også det gode sociale samvær: - Det er netop ikke mindst det fine sociale samvær, der tiltrækker mange mennesker, som ikke bryder sig om sport eller konkurrencer, fortæller Kirsten.

En såkaldt caller (danseleder) er den person, der bestemmer rækkefølgen i dansen. Danserne ved således ikke på forhånd, hvordan dansen udvikler sig.

- Det lyder simpelt og er et koncept, der skaber mange gode grin, fortæller Kirsten Christensen.

.I forbindelse med starten tirsdag den 4. september oprettes der et hold for nybegyndere. Hold øje med annoncer her i avisen samt på klubbens hjemmeside www.stoholm-sdc.dk, hvor du kan finde flere oplysninger.