Farvel efter 35 år i Sjørup Brugs

Uddeler Kresten Høj går på efterløn efter 35 år som Brugsens mand i Sjørup.

06. juni 2012, 12:48
Kresten Høj har været uddeler i Sjørup i 35 år

Dagli'Brugsen i Sjørup skal have en ny uddeler. Butikkens førstemand gennem 35 år går på efterløn til efteråret.

- Min beslutning er ikke ny. Jeg er nu blevet 62 år og selvom det selvfølgelig bliver mærkeligt efter så mange år, så glæder jeg mig også til mere fritid - og frihed, fortæller Kresten Høj.

Meget har ændret sig, siden han for 35 år for første gang stod bag disken i Sjørup. Dengang var det i et butikslokale på 80 kvadratmeter. I dag er butikken vokset til 480 kvadratmeter og med tilsvarende større plads på lageret.

- Der er blevet bygget til ad mange omgange, men nu er der heller ikke plads til at udvide mere her på matriklen, fortæller uddeleren. Den 1. juli kan han fejre sit 35-års jubilæum. Dermed følger han i sine forgængeres fodspor, hvor stort set ingen er løbet af pladsen »i utide«.

- Vi har vist kun været tre uddelere i løbet af de knap 100 år, Sjørup Brugs har eksisteret, fortæller Kresten, der stopper den 31. oktober.


Hidtil bedste år

Uddeleren kan glæde sig over, at han overlader en økonomisk sund og gennemrenoveret butik til sin efterfølger.

- 2011 blev vel nok vort hidtil bedste år. Vi kom ganske vist ud af året med et mindre underskud på knap 100.000 kroner før skat, men det skyldes at vi har valgt at bruge 550.000 kroner fra driften til nyt tag og nogle forbedringer inde i butikken. Havde vi ikke gjort det, var det reelle overskud blevet på 450.000 kroner,fortæller Kresten Høj.

Der har været en stigning i omsætningen, fordelt på butik og tank-anlæg på cirka 10% i forhold til året før. En del af forklaringen er længere åbningstider, fortæller uddeleren.

- I starten af 2011 udvidede vi åbningstiden i weekenderne og det har vi kunnet mærke på omsætningen. Vi har også åbent 365 dage om året nu, fortæller uddeleren og understreger at den gode placering ved krydset i Sjørup er uvurderlig.

- Vi har rigtig mange, der stopper op for at tanke og så lægger de lige vejen ind forbi butikken. Men heldigvis har vi også en stor, lokal kundekreds, fortæller Kresten Høj.

Arbejdet på at finde hans afløser er så småt startet. Det sker i et tæt samarbejde mellem Dagli'Brugsens bestyrelse og Coop.