Pas på væltede træer!

Fjends-egnen var også i den grad generet af den voldsomme storm, der torsdag hærgede gennem landet. På Gammelstrupvej lå der flere steder store træer hen over vejen.

05. december 2013, 19:40
Billedet her er taget på Gammelstrupvej kl. 18.45, hvor et stort træ ligger på tværs af vejen

Torsdag aften: Politiet i hele landet fraråder udkørsel. Således også her på egnen. Og det er bestemt en god idé.

En tur fra Stoholm til Knudby blev således noget af en udfordring for Fjends Folkeblads medarbejder. Først var den gal på Gammelstrupvej/Birkesøvej lidt efter Birkesø. Her ligger et grantræ på tværs af vejen i hele kørebanens bredde. Ved at rykke nogle grene af, lykkedes det at få skabt så meget plads, at den lille bil kunne komme videre.

Men på Gammelstrupvej ved Kvostedlund var den gal igen. Her ligger et endnu større træ på tværs over vejen. Og her er ingen mulighed for at køre forbi. Så derfor måtte ruten lægges om til en tur over Kvosted.

Politiet er kontaktet med henblik på at få fjernet træerne igen.

På alle veje ligger der store grene, skradespande og meget andet flyver rundt i luften.

Én af de største stormskader lige nu er sket hos Butik 19 i Stoholm. Her blæste et af de store vinduer ud. Heldigvis kom ingen til skade. Og en håndværker arbejder lige nu på højtryk for at få sat plader op ind til butikken.

Så vores råd skal lyde - Hvis du ikke har noget livsopsættende at køre efter, så bliv hjemme de næste timer. Det er bestemt farligt at køre ud!

Se flere storm-billeder her