Travl nat i stormen

Et utal af væltede træer var med til at give en travl nat hos Park og Vej i Viborg Kommune, hvor omkring 15 ansatte fra afdelingens mandskab kæmpede med motorsave og gummiged det meste af nat

06. december 2013, 11:17
I svinget ved Daugbjerg Minilandsby væltede et stort træ ud over vejen

- I mine 33 år hos Park og Vej er det her nok noget af det værste, jeg har været med til. Det var meget voldsomt, fortæller Hans Pedersen, vejformand hos Park og Vejservice i Viborg Kommune.

Stormen, der undertiden var på orkan-styrke, har lagt et utal af træer ned og det er det samme billede man ser for Fjends som for den øvrige del af Viborg Kommune, fortæller Hans Pedersen.

 - Mandskabet hos Park og Vej arbejdede til sent ud på aftenen med at gøre veje farbare efter at træer var væltet og forhindrede bilerne i at komme forbi. Og allerede klokken 03.00 i nat fortsatte man arbejdet.

- 80 procent af de væltede træer står på private grund og i første omgang var det eneste vi kunne gør at skubbe træerne væk fra vejen. Det bliver et kæmpestort arbejde med at få ryddet op efter det her og det komme til at tage flere uger, vurderer Hans Pedersen.

Også hos Viborg Brandvæsen har stormen givet et meget travlt døgn.

Rent lokalt startede det allerede torsdag torsdag formiddag med en skorstensbrand på Åbrinken 3 i Stoholm.

- Branden kan sagtens være forårsaget af blæsten, der var ved at rejse sig på det tidspunkt, fortæller indsatsleder Knud Erik Thorsager. Omkring kl. 18.00, da stormen var på sit højeste her i området, fik brandfolkene melding om at et tag var blæst af en hestestald på Lundgårdsvej ved Stoholm.

- Det viste sig dog, at skaden ikke var så omfattende endda. Den begrænsede sig til 5 -6 tagplader, der var blæst af og ejeren mente, at han selv kunne få styr på situationen, fortæller Knud Erik Thorsager.

Mens stormen har raset har der været stor travlhed ved telefonerne hos brandvæsenet, hvor der har været ekstra bemanding for at klare de mange opkald om især væltede træer på kørebanen.

Et enkelt alvorligt uheld meldes der dog om, da en 49-årig mand fra Viborg ligger i kunstig koma på traumecentret i Aarhus, efter at han ved 17.45-tiden i går blev hårdt kvæstet, da julepynten i Sct. Mathias Port rev sig løs i stormen og ramte ham.