Varelager og maskiner fra Lundgaard Teglværk solgt

Randers Tegl har købt varelageret på cirka 4 mio. mursten plus en del større maskiner og andet produktionsudstyr fra det konkursramte Lundgaard Tegl.

08. december 2013, 21:16

Det oplyser ledelsen i Randers Tegl i en pressemeddelse. Købet omfatter også Lundgaard Teglværks lerarealer.

Varelageret fra det lukkede teglværk vil Randers Tegl sælge med selskabets sædvanlige garantier, så hverken forhandlere, entreprenører eller bygherrer pådrager sig særlige risici.

Randers Tegls køb af maskiner og andet produktionsudstyr er kædet sammen med den igangværende investering på Hammershøj Teglværk.

Investeringen omhandler et nyt anlæg til produktion af mursten i specialformater og tegl belægningsklinker, som der trods krisen er voksende efterspørgsel efter. Det nye anlæg forventes klar til produktion i løbet af foråret 2014 og vil med de nye produkter underbygge Randers Tegls position som Skandinaviens største totalleverandør indenfor mursten, teglbjælker, tegltagsten og teglbelægninger, hedder det i pressemeddelelsen.

- Konkursen på Lundgaard Teglværk er sket på en kedelig baggrund, nemlig den historisk lave byggeaktivitet. Det er altid ærgerligt, når en ellers veldrevet virksomhed som Lundgaard Teglværk må opgive driften af uforskyldte årsager. Men når galt skulle være, er det positivt, at vi i Randers Tegl kan anvende dele af aktiverne fra Lundgaard Teglværk til vores fremadrettede aktiviteter, fortæller Randers Tegls ledelse.

Konkursboet i Lundgaard Teglværk A/S har siden medio november arbejdet på at sælge teglværket til enten forsat drift eller gennem et opdelt salg af selskabets varelager og aktiver. Flere potentielle købere er blevet kontaktet i forløbet, bl.a. Randers Tegl, med hvem der nu altså er indgået en aftale.

Overtagelsen sker 1. januar 2014.