På cykel gennem Indiens ørkenstat

Poul Grønne er næste levende billede i Iglsø Ældreklubs foredragsrække

06. januar 2019, 07:24
Poul Grønne cyklede 1300 kilometer gennem Indiens ørkenstat Rajasthan, som er maharajaernes land. Privatfoto

IGLSØ I Iglsø Ældreklubs række af foredrag hen over vinteren er vi nu nået til Poul Grønne Kristensen, der gennem sit liv har været lidt af en eventyrer.

Dette foredrag beskriver en 1300 kilometer lang solotur gennem Rajasthan, Indiens største delstat.

Rajasthan er maharajaernes land, men det er også en af Indiens fattigste delstater.

Cykelturen går gennem små, fattige landsbyer, hvor mænd med turban og kvinder i farvestrålende sarier præger billedet, hvor der hentes vand ved landsbypumpen, og hvor kamelkærrer hører til dagens orden. Undervejs passeres en perlerække af eksotiske byer med mål i den eventyrlige ørkenby Jaisalmer.

Foredraget går tæt på de mennesker, der mødes, samt på kultur, historie, religion og samfundsforhold i staten.

Foredraget ledsages af masser af flotte, farvestrålende billeder.