40 år med Vibeke i Viborg Kommune

Vibeke Ebbesen kan i denne uge fejre et stort jubilæum med arbejde på ældreområdet

10. januar 2019, 12:18
Vibeke Ebbesen. Privatfoto

STOHOLM/SJØRUP Lederen af Pleje- og Omsorgscentrene Birkegården og Sjørup, Vibeke Ebbesen, kunne den 5. januar se tilbage på 40 års arbejde på ældreområdet – de seneste knap 12 år som leder af Pleje- og Omsorgscenter Sjørup og fra 2010 også Birkegården i Stoholm.

Det bliver fejret i morgen fredag på centret i Sjørup.

Vibeke Ebbesen er oprindeligt uddannet sygehjælper og blev efter endt uddannelse ansat i hjemmeplejen i Sjørup.

I 1994 uddannede Vibeke Ebbesen sig til social- og sundhedsassistent med elevtid i den tidligere Fjends Kommune og blev efterfølgende ansat som aftenvagt på Sjørup Ældrecenter, både på centret og i hjemmeplejen.

Frem til 2007 nåede Vibeke Ebbesen også at snuse til vikarjobs på sygehusene og i den amtslige psykiatri ved siden af sin faste stilling, men besluttede, at ældreområdet var og blev hendes hjertebarn med Sjørup som det faste omdrejningspunkt.

Vibeke Ebbesen har taget en række efteruddannelsesforløb i løbet af sit arbejdsliv, blandt andet en diplomuddannelse i ledelse og en uddannelse i coaching.

Privat bor Vibeke Ebbesen i området nær ved Sjørup og Birkegården, hvor hun, indtil sidste år sammen med sin nu afdøde mand, boede på en større landejendom. Sammen har de to børn, der begge er fløjet fra reden.

Vibeke Ebbesen er et stort naturmenneske, og fritiden bruges derfor på gåture og oplevelser i naturen.