Ny købmand i Sparkær på plads

Man ved, hvad man har, og nu er det det, man får

28. januar 2019, 09:27
Køen var lang, da Sparkær Købmand åbnede den 1. oktober 2016. Fredag 1. februar fejrer man så, at man nu har ansat en ny købmand i skikkelse af Michella Brøchner Povlsen. Arkivfoto

sparkær Bestyrelsen for Min Købmand i Sparkær kan nu melde ud, at man har en ny købmand på plads fra den 1. februar.

Og så er vedkommende alligevel ikke så ny igen, for der er nemlig tale om Michella Brøchner Povlsen, der har været konstitueret som leder i butikken, siden Brian Nielsen i starten af november opsagde stillingen med udgangen af februar 2019.

Kort efter blev han fritstillet og havde sidste arbejdsdag 16. november 2018.

God og givtig proces

Ifølge en pressemeddelelse fra bestyrelsen har det været en »god og givtig« ansættelsesproces, der altså er endt med, at man holdt fast i den, der i forvejen var konstitueret som midlertidig løsning, men som før det allerede havde været ansat som 1. assistent i et år og kender butikken og byen godt.

- Michella har netop det, som vi har brug for i vores butik. Hun har et positivt og venligt livssyn, så kunderne bliver altid mødt af den imødekommenhed, som er så vigtig i en lille landsby. Samtidig har Michella gjort sig mange gode erfaringer og spændende tanker om tiltag og fremskridt for butikken, så det er helt sikkert, at der kommer til at ske nye og spændende ting med Michella i førertrøjen, lyder det fra bestyrelsen i pressemeddelelsen.

Personalet blev fredag i sidste uge informeret om Michella Brøchner Povlsens ansættelse, og for kunderne hos Min Købmand bliver der mulighed for at byde Michella velkommen fredag den 1. februar, hvor der bliver en mere officiel fejring af ansættelsen.