Frossen træningsstart i Sparkær

17 mand trodsede kulden og blev belønnet med suppe efter fodboldtræning

06. februar 2019, 16:36
1 af 2 17 mand trodsede kulden for at være med til årets første fodboldtræning med efterfølgende suppe i Sparkær IF. Foto: H.P. Johansen
2 af 2 Traditionen tro blev klubflaget hejst på den første træningsdag, og her gør anfører Oliver Andersen klar til trække i flagsnoren. Foto: H.P. Johansen

Sparkær Sparkærs seniorspillere tog lørdag hul på træningen frem mod sæsonstarten den 31. marts. Her møder Serie 3-holdet Nordvestmors BK.

I alt 17 mand havde pakket sig godt ind fra top til tå for at deltage i en let omgang spil på en frosthård bane, hvor der blev sparet på de glidende tacklinger.

Efterfølgende blev de belønnet med varm suppe i klubhuset, hvor der blev snakket om den kommende sæson.

Fuld af fortrøstning

Ifølge træner Poul Vistisen var der en god stemning i flokken, selv om han havde håbet på at runde 20 mand. Men flere havde meldt afbud på grund af arbejde og andet.

- Jeg ser med fortrøstning frem til forårssæsonen for både serie 3 og serie 5, og glæder mig over, at vi har Anders Hilmar som styrmand for serie 5 i hvert fald frem til sommerferien, siger Poul Vistisen til hjemmesiden fjendscup.dk.

Indtil træningskampene starter den 2. marts, trænes der hver lørdag klokken 13.30 samt tirsdag og torsdag klokken 19.