Æblet falder ikke langt fra slangen

De brænder for det, og sammenholdet er stærkt hos Stoholm Brandvæsen, der mangler flere frivillige

17. oktober 2019, 11:33
1 af 2 Nicolaj Jensen (tv) var ikke i tvivl om, at han skulle følge i far Toms fodspor som frivillig brandmand. Den slags kunne de godt bruge flere af hos Stoholm Brandvæsen. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Livet som frivillig brandmand byder på meget andet end ulykker og ødelæggelse. Her kan Tom Jensen for eksempel hygge sig med at sprøjte vand på Vestfjendsskolens elever til Skolernes Motionsdag. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Den første gang ser de noget tøvende og slukørede ud, men anden gang, børnene kommer gennem den tætte vandsøjle, har de en fest med det.

Der er Skolernes Motionsdag på Vestfjendsskolen, og Stoholm Brandvæsen har sagt ja til at komme til Vridsted og levere et lille bidrag til den forhindringsbane, skolen har stablet på benene i denne anledning.

I det muntre hjørne

Dagens slangetæmmere er Tom og Nicolaj Jensen, far og søn fra henholdsvis Mønsted og Stoholm, som begge er frivillige brandmænd, og denne opgave hører selvsagt til i den muntre ende af skalaen.

Men i det hele taget går opgaven som frivillig brandmand ud på meget andet end røgdykning.

- Det er altid rart og sjovt at komme ud og vise børnene, at vi kan noget andet end brand og ulykker og ødelæggelse. Det må også gerne være sjovt, så de får et naturligt forhold til det. Så al den oplysning, vi kan give børn og unge om brand og redning, det gør vi meget gerne, siger Tom Jensen og nævner sankthansaften og skum til byfester som andre eksempler.

I fars fodspor

Tom Jensen har været frivillig i Stoholm Brandvæsen i 23 år, og for seks år siden sluttede hans nu 26-årige søn Nicolaj sig også til korpset.

Og ifølge sønnike lå det ligesom til en helflugter, at han også skulle være brandmand ligesom sin far. Æblet er med andre ord ikke faldet langt fra slangen.

- Jeg har altid været betaget af det. Da jeg fik knallert, kørte jeg sommetider efter dem for at følge med i, hvad de lavede, afslører Nicolaj Jensen.

Mangler tre m/k

Men hos Stoholm Brandvæsen kunne de godt bruge nogle flere, der har det ligesom Nicolaj.

De 15 frivillige, der nu er tilknyttet stationen, er lige i underkanten af, hvad der skal til for at få vagtplanen til at hænge sammen.

Med et fast vagthold på seks mand, der er på vagt syv dage i ugen hver tredje uge, kræver det altså et korps på minimum 18 mand at få det regnestykke til at gå op.

- Lovgivningen siger, at vi skal kunne køre 1+5, det vil sige en holdleder og fem menige brandmænd, og i øjeblikket er vi nødt til at bytte indbyrdes, så der hele tiden er mandskab nok på vagt. Og det bliver sværere og sværere, specielt når der er nogle, der kommer op i årene, og ikke kan være med mere. Så lige i øjeblikket vil vi gerne have tre m/k´er mere, siger Tom Jensen, der har en enkelt kvinde som kollega i det lokale korps.

Et stærkt sammenhold

De to har ikke svært ved at finde argumenter for at melde sig som frivillig brandmand.

- Vi har et utroligt godt sammenhold, og familien er med, når vi holder sommerfest og det hele. Så vi kommer også hinanden ved, ud over når det handler om brand. Og det er vigtigt, siger Tom Jensen.

Men det kan heller ikke undgås, at man er lidt bundet af det, understreger han, og der er visse betingelser forbundet med det.

Man skal gerne bo inden for en radius af fem kilometer fra Stoholm, for reglen er, at man helst skal kunne rykke ud med fem minutters varsel både dag og nat.

Og så er man også nødt til at have familien som en allieret.

- Når du er på vagt syv dage, må du ikke bevæge dig længere væk, end at du kan være på brandstationen inden for fem minutter. Så det hjælper ikke noget, at konen lige tager bilen i Bilka, og så sidder man derhjemme med en cykel, og man har fem kilometer derhen. Så er det bedre, at hun tager cyklen i Bilka, griner Tom Jensen.

Arbejdsgivere er indforståede

Arbejdspladsen skal selvsagt også være indforstået, men det er langt de fleste heldigvis også.

- De er godt klar over, at det også kan ske for dem. Og ser man statistisk på det, er det cirka 15 timer om året, arbejdsgiveren går glip af. Så kan man jo omvendt selv være fleksibel og træde til, hvis der er noget overarbejde under opsejling, så det går lidt begge veje, siger Tom Jensen.

Dækningsområdet for Stoholm Brandvæsen er den gamle Fjends Kommune.

På et typisk år har man 35-40 udrykninger eller en tre stykker om måneden. I år har der været lidt mindre med det våde vejr i forhold til sidste års tørke.

Hvis man går rundt med en lille brandmand inde i maven, kan man kontakte Midtjysk Brand og Redning eller gå på blivbrandmandnu.dk, hvor man kan lave en direkte ansøgning.