Velkommen udenfor: Foredrag om Sirius

Tidligere Sirius-mand holder foredrag i Mønsted den 30. oktober

19. oktober 2019, 06:48
Asbjørn Skjøth Bruun. Pressefoto

Mønsted Mønsted Kulturhus byder velkommen udenfor, når man onsdag den 30. oktober klokken 19 inviterer på foredrag med Asbjørn Skjøth Bruun med en fortid i Sirius-patruljen.

Det er dog blot en af meritterne fra en mand, der har gjort det til en livsstil at opleve eventyr med is i maven.

Han har således en række forskellige foredrag på paletten, der alle har det til fælles, at de udspringer af et utal af længere ekspeditioner og vandreture i Grønland, Norge, Sverige, Finland, Svalbard, Island og Danmark.

Forvent en enkelt røver

Men denne aften handler det altså om det grønlands-eventyr, Asbjørn Skjøth Bruun oplevede gennem sine 26 måneder med hunde, slæde, ski, is, sne, hård frost, storslået natur og ubrydeligt kammeratskab i Sirius-patruljen.

Man kommer til at høre om udvælgelse, uddannelse, personlig udvikling, motivation og det at turde følge sine mål i livet, men også om drømmene og det frie liv med slædekørslen.

Forvent også en enkelt røverhistorie og måske en lille skrøne fra den yderste forpost af rigsfællesskabet, hvor klipper, is og vilde dyr er den eneste nabo.