Strandet får nyt madpakkehus

Sommerhus-område får 50.000 kroner i støtte

20. oktober 2019, 11:24
Foto: Britta Kristiansen

STRANDET Et gammelt og slidt madpakkehus i sommerhusområdet i Strandet får nu lov at blive skiftet ud.

Skive Kommunes landsbyudvalg har netop nikket ja til en bevilling på 50.000 kroner i støtte til madpakkehuset.

På Fasanvej i Strandet har der nemlig de sidste godt 40 år ligget et madpakkehus på grundejerforeningens fælles grund ned til Hjarbæk Fjord. Det er slidt og forvitret og ønskes derfor udskiftet.

Der vil, ganske som i dag, være adgang for alle: ejere, lejere, turister, kajakroere og andre.

Flere udlejninger

I området findes gode vandrestier, der vedligeholdes af grundejerforeningen, en legeplads med petanquebane og minigolf samt en mindre boldbane med mål.

Med en ny bygning vil området ifølge Strandet-grundejerforeningen blive endnu mere attraktivt og fremstå ordentligt og kan være medvirkende til at øge antallet af sommerhusudlejninger.

Kommunen støtter projektet med 43,4 procent af udgifterne, som er normalen i den slags sager. Det ventes, at den totale pris bliver godt 115.000 kroner. Den resterende del findes ved egenbetaling.

Det ventes, at det nye madpakkehus står klar ved vintertide 2020. Det skal bygges af frivillige, men med kvalificeret hjælp fra rådgiver/entreprenør i forbindelse med konstruktion samt ved etablering af toilet og afløb.