2 MENINGER: Stoholm Station

Hvad mener du om, at en gruppe borgere kæmper mod nedrivning af Stoholm Station?

09. december 2019, 13:22
1 af 2 JEANNETTE KVICK, LÅNUM Aktivisme i DK synes jeg tit handler om, at man først rejser sig fra sofaen i sidste øjeblik som med stationsbygningen, der mig bekendt har stået tom i ca. 10 år uden at blive brugt. Først da den skulle rives ned, blev folk aktive og syntes, det var uhørt, at dette ikke var meldt ud. Men bygningen har stadig stået tom og ubrugt i 10 år, uden at nogen har bekymret sig. Jeg synes dog, det er flot, når folk står sammen især i lokalsamfundene, hvor man flere steder kæmper mod store indkøbscentre og supermarkeder, og små butikker må lukke i stribevis. Så aktivisme er godt, når der er belæg for det og en længeresigtet plan.
2 af 2 EVA HANCOCK, MØNSTED Nedrivning af stationsbygningen i Stoholm er et tegn på informationsoverbelastning. DSB har angiveligt gjort, som de skal som offentlig myndighed, men kommunikationen har ikke ramt de rigtige. Alle tilladelser er på plads, men DSB skal ikke orientere et lokalområde. De skal levere tog til tiden. Det sker desværre ofte, at man som borger føler sig taget på sengen med afmagt mod »systemet« som en uheldig bivirkning. Dejligt at sagen fik samlet en borgergruppe i Stoholm. Tillykke med det, det giver sammenhold at have noget godt at kæmpe for.

Det kom fredag frem, at DSB planlagde at starte nedrivningen af Stoholm Station fra mandag morgen. Det var nyt for borgerne i Stoholm, og i løbet af weekenden bestemte nogle sig for at gøre modstand. De stiftede en gruppe, som samlede underskrifter ind i protest, og de mødte op til demonstration på stationen mandag morgen.

Mandag eftermiddag meldte DSB ud, at nedrivningen nu er udsat til den 13. januar, så borgergruppen får en mulighed for at stable et projekt på benene, der kan redde den gamle stationsbygning.