Stor succes med Jul på Stationen

Onsdag afholder Projektgruppen Stoholm Station borgermøde fra klokken 19 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter

11. december 2019, 09:11
Foto: Henrik Bagge

Stoholm Stoholm Slagter havde stillet den mobile pølsevogn til rådighed, og fra den blev der serveret varm kakao fra Rema 1000, mens der indenfor var sodavand fra Hancock og hjemmebagt kage fra en række frivillige.

Søndag var der Jul på Stationen arrangeret af Projektgruppen Stoholm Station, der ønsker at bevare den nedrivningstruede bygning, og til det event havde både private og erhvervslivet bidraget til indholdet.

En fin, lille plakatudstilling om Stoholm Stations historie var udvirket af Astrid Skou, Kobberup, med arkivmateriale fra Æ Fjandboarkiv og anekdoter fra blandt andre beboere på Birkegården.

Også åbent postkontor

Plakaterne havde man fået printet hos Spar-købmanden, og i et tilstødende rum kørte der film om Stoholm lavet af byens egen Erling Gregersen, mens et juletræ stod tæt pakket med pynt lavet af børnene i Stoholm Skolefritidsordning.

At bygningen også har huset byens postkontor var særdeles synligt, da nogen frem af gemmerne havde trukket et par gamle post-uniformer, hvoraf den ene hang på Bjarne Andersen fra projektgruppen, mens den anden hang på væggen i et rum, hvor nogle af byens yngste muntrede sig med at iklæde sig de tilhørende kasketter.

Og den megen virkelyst blev der i den grad kvitteret for. I hundredvis myldrede interesserede til, og i det hele taget var det i hast arrangerede event en stor succes, ifølge talsmand Finn Godrim.

- Det har været helt fantastisk med utroligt mange mennesker. De fleste har bare været her i 15-20 minutter, så der har været en stor gennemstrømning, men mon ikke der har været omkring 400, vil jeg tro. Så den opbakning lover da utroligt godt for det videre forløb.

Skal ryddes indvendigt

Finn Godrim har selv modtaget nøglen fra DSB og har således haft lidt længere end et åbent hus-arrangement til at besigtige stationsbygningens reelle stand anno 2019.

- Jamen, det er vel rigtigt, som DSB siger, at det er noget gammelt lort, griner Finn Godrim først.

- Nej, der er rigtig mange i dag, der har sagt, at det da ikke er nær så slemt, som de havde troet. Og det tænker jeg da egentlig også, at de har ret i, men omvendt har det jo hele tiden været tanken, at den her bygning skal skifte anvendelse, og for at det skal komme til at spille ordentligt, så skal den også ryddes indvendigt. Og i den forbindelse er det som udgangspunkt lidt uinteressant, hvordan standen af bygningen er. Men det har alligevel været påfaldende i dag, synes jeg, at de folk, der kommer her for at kigge, de ser jo ikke en ruin. De siger tværtimod, at her er da nogle muligheder. Og det er også det, vi ser. Men selvfølgelig skal der puttes nogle penge i det, siger Finn Godrim.

Onsdag afholder Projektgruppen Stoholm Station borgermøde fra klokken 19 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Se flere billeder her