3 MENINGER: Coronahåndtering i Danmark

Hvordan synes du, at coronakrisen er blevet håndteret politisk?

24. maj 2020, 14:03
1 af 3 ANNE-MARIE LOMBORG, KJELDBJERG Jeg er blevet ekstra glad for mit land under denne sygdomskrise og har hele vejen følt mig tryg. Det var en meget speciel oplevelse, da vores statsminister meldte retningslinjer om nedlukning ud midt i marts. Det var også specielt, at hele Folketinget stod bag beslutningen. Ævl og kævl forsvandt fra medierne, nu var der kun Corona og overlevelse. Nu da vi har undgået ragnarok, kan vi atter spore uenigheder hos politikerne og sundhedsmyndighederne, men det er også OK i et demokrati. Vi må fortsat styre os, måske i lang tid endnu. Men nu ved vi, at vi kan.
2 af 3 HANS PETER JOHANSEN, SPARKÆR Vi må jo håbe, at myndighederne bliver »bagkloge« og lærer af denne situation, som de åbenlyst ikke var forberedte på. Det er svært at argumentere mod den totale nedlukning, for Corona-tallene viser, at der nu er styr på tingene. Til gengæld synes jeg, der er for meget slingrekurs her i genåbningen, både fra sundhedsmyndighederne og regeringen. Hvad er sundhed, og hvad er politik? Det kan være svært at finde ud af, men politisk fungerer det ikke lige nu – der er for meget diktat fra regeringen.
3 af 3 GRETHE ULSTRUP, STOHOLM Det er hård kost, at et samlet folketing blev så skræmt af coronavirusen, at de afgav stort set al den magt, vi har lagt i dets hænder og overgav den til sundhedsministeren. Herunder ret til at formidle tvangsbehandling, tvangsindlæggelse, ekspropriation og tvangsvaccination. På plussiden i forløbet tror jeg, der er blevet handlet så godt, man kunne efter den viden og de midler, der var tilgængelig. Minussiden er så, at udmeldinger først kom gennem spindoktormøllen, så de tit fremstod utroværdige.