112 Elefant stjålet i Nordfjends

En fire meter høj Dumbo i glasfiber er forsvundet

25. maj 2020, 15:29
Foto: Martin Ballund

Hejlskov Det er desværre ikke enestående, at nogle ikke kan finde ud af at holde snabelen fra andre folks sager.

Men et tyveri fra en adresse i Hejlskov i Nordfjends hører alligevel til de mere usædvanlige.

Her er tyveknægte (eller krybskytter) nemlig mellem den 29. april og den 20. maj sluppet afsted med en fire meter høj elefant i glasfiber, der ifølge lokalpolitiet i Skive har stået der og græsset i en skov i omkring 10 år.

Politiet kan hverken oplyse noget om værdi eller signalement på den pyntelige elefant, der tilhører et lokalt firma.