Ny bestyrelse blander kortene

Der er nu både rutinerede og helt friske kræfter i Fjends Gymnastikforening

04. juli 2020, 06:42
Den nye bestyrelse i Fjends Gymnastikforening er klar til at tage arbejdshandskerne på. Privatfoto

Stoholm Fjends Gymnastikforening har den 22. juni afholdt sin årlige generalforsamling, hvor der blandt andet blev gjort status ovenpå en sæson, hvor især corona satte sine spor.

Det gjorde den blandt andet i form af en aflyst opvisning, hvilket også kunne ses på regnskabet, der havde et mindre minus i år.

Overordnet set er det dog stadig en sund og god forening, og der er et godt udgangspunkt at starte op på i den kommende sæson, lyder det fra klubben i en pressemeddelelse.

På generalforsamlingen var der genvalg til bestyrelsen til Sissel S. Jørgensen og nyvalg til Anders Bech og Henrik Thoft Kærsgaard.

Generalforsamlingen betød også et farvel til formand og kasserer Trine Tolstrup og næstformand Mette Lene Thomsen, som begge ikke ønskede at genopstille.

Farvel og tak

Foreningen og bestyrelsen siger dem begge en stor tak for den indsats, de har leveret for foreningen på de forskellige poster, de begge har bestridt i årenes løb.

Den nye bestyrelse har konstitueret sig på et efterfølgende møde med Sissel S. Jørgensen som formand, Anna Köser Ravnborg som næstformand og Anders Bech som kasserer.

Det er således en ny bestyrelse med både friske og rutinerede kræfter, der er klar til at tage arbejdshandskerne på og videreføre det gode arbejde i gymnastikforeningen, så der fortsat er attraktive tilbud og en aktiv gymnastikforening i mange år frem.